Den amerikanske iværksætter Joy Mangano trodsede alle odds og skabte et forretningsimperium fra bunden ud fra sin revolutionerende opfindelse, Miracle Mop, men mødte massiv modstand undervejs – fra mange kanter. Jennifer Lawrence spiller hovedrollen i den biografiske ‘Joy’ med gnistrende intensitet.
Efter filmen afholder High5Girls og Kvinder i Fysik en paneldebat med kvindelige iværksættere, som vil fortælle om deres oplevelser, udfordringer og succeshistorier. Der er bred enighed om, at Danmark har brug for innovation, men det er stadig kun 5 % af danske kvinder i alderen 18-64 år, der er nye iværksættere. Det er under OECD-landenes gennemsnit på 8.4 %, og samlet set er kun 27 % af danske iværksættere kvinder. Kom og hør panelets bud på, hvordan man kan få flere kvinder til at bidrage med deres ideer og talenter.
Instruktør: David O. Russell
'Joy' er en biografisk fortælling om opfinderen af den banebrydende Miracle Mop. Som pige er Joy Mangano fuld af fantasi og elsker at opfinde forskellige ting, men hendes familie sætter en stopper for udfoldelserne.
To børn og et forlist ægteskab senere har den voksne alenemor nok at se til. Hendes mor er klistret til tv’et og en evig sæbeopera, og faren er flyttet ind i kælderen – i øvrigt sammen med Joys dovne eksmand.
Mens familieproblemerne eskalerer, kommer den nedslåede kvinde på en idé til et produkt, som andre husmødre også kan få gavn af: Hun vil opfinde en moppe, der kan vrides uden at bruge hænderne. Mirakelmoppen har potentiale til at blive en kæmpesucces i de amerikanske hjem, men forude venter adskillige udfordringer.
'Joy' har Jennifer Lawrence i titelrollen som den ukuelige iværksætter, der udlever den amerikanske drøm.
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Bradley Cooper, Edgar Ramírez, Diane Ladd
USA, 2015
DCP, 124 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år