Mens vi venter på den femte film om Indiana Jones (med den snart 80-årige Harrison Ford i hovedrollen!), genbesøger vi i denne omgang af Cinematekets popup-biograf Kosmos og kultfilm en af de bedste film i serien om den utraditionelle arkæolog, nemlig ’Indiana Jones og det sidste korstog’ (1989). Efter den ikke synderligt vellykkede ’Indiana Jones og templets forbandelse’ vendte Steven Spielberg og George Lucas i denne film stærkt tilbage til den opskrift, der gjorde ’Jagten på den forsvundne skat’ til en af de bedste eventyrfilm nogensinde (bibelske artefakter, eksotiske transportmidler, onde nazister, spektakulære locations – you name it!), og samtidig tilføjede de en væsentlig ingrediens i form af Sean Connery som Indys distræte far – en tilføjelse, der giver filmen en helt særegen varme og humor.
Filmen introduceres af litteraturforsker og filmelsker Tore Rye Andersen, som har skrevet Kosmos-seriens sjette udgivelse om netop Indiana Jones – og den får du naturligvis med i billetprisen.
Tore Rye Andersen og Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Steven Spielberg
I ’Indiana Jones og det sidste korstog’ begiver Mr. Jones sig ud på en farefuld søgen efter sin kværulantiske far, professor Henry Jones – vittigt og indlevet spillet af 007-legenden Sean Connery. Nazisterne er på sporet af selveste Den Hellige Gral og har kidnappet Henry, som er den førende autoritet på området. Følg Harrison Ford, mens han kniber sig gennem rottefyldte katakomber i Venedig og bekæmper onde tyskere til lands, vands og i luften. Det går ikke stille for sig!
Medvirkende: Harrison Ford, Denholm Elliott, John Rhys-Davies, Sean Connery
Original titel: Indiana Jones and the Last Crusade
USA, 1989
35mm, 127 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 11 år