Autister sanser og bearbejder verden på en anden måde end de fleste andre.
Den 14. november er der introduktion til filmen om det umiddelbart meningsløse og sært formaliserede, der kan herske i det neurotypiske sociale rum.
Introduktion foregår på dansk og varer 15 minutter. Navn på oplægsholder følger!
Filmen vises i samarbejde med Autismeforeningen og festivalen På spektret.
Instruktør: Yorgos Lanthimos
”Lanthimos' originalitet er totalt i kontrol,” skrev Filmmagasinet Ekko om denne gennembrudsfilm af instruktøren bag den biografaktuelle ’Poor Things’. Colin Farrell og Rachel Weisz er med til at gøre ’The Lobster' til en film, der skiller sig markant ud fra mængden.
I en nær fremtid er singler uønskede. Loven siger, at de skal interneres på et hotel, hvor de i løbet af 45 dage må finde en partner. Hvis det ikke lykkes, bliver de omskabt til et dyr (efter eget valg) og sat ud i skoven. David (Colin Farrell) flygter fra hotellet ud i skoven og møder her en terroristisk enspænder (Rachel Weisz), som han forelsker sig i, hvilket dog er imod reglerne i skovens spejlvendte samfund.
’The Lobster’ er en satire over kærlighed i internettets tidsalder, en surrealistisk historie om ensomhed – morsom, trist og træffende. Men måske er den mere endnu?
”Hvis du er autist, skal du se Yorgos Lanthimos’ film: Alle hans film handler om, hvordan fuldstændig gennemsnitlige, ubestridte sociale normer kan føles som rene mareridt. Hvis du er autist, og sociale normer allerede er et mareridt for dig, vil alle hans film give perfekt mening,” som bloggeren Huldra har formuleret det.
Filmmagasinet Ekko gav i øvrigt filmen flotte seks stjerner.
Medvirkende: Colin Farrell, Rachel Weisz, Jessica Barden
Grækenland, Irland, Holland, Storbritannien, Frankrig, USA, Belgien, 2015
DCP, 119 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år