Se to kuriøse danske kortfilm fra de knaldrøde 70’ere, der på hver deres måde viser, hvordan Mao og hans utopiske visioner fascinerede dele af det venstreorienterede Danmark i 60’erne og 70’erne. Kultdyrkelsen af Mao som revolutionær superhelt lyser ud af ’Mao: Grib dagen, grib timen’, mens den skæve mockumentary ‘Kina i Danmark’ igennem en øjensynlig klassisk reportagestil hylder en (dog fiktiv!) dansk pendant til en kinesisk folkekommune, hvis ineffektivitet historikere har givet meget af skylden for den store hungersnød i Kina i slutningen af 50’erne. Begge film er skabt under Kulturrevolutionen med finansiering fra Kortfilmrådet.
Instruktør: Dino Raymond Hansen
Dansk propaganda-kortfilm fra de knaldrøde 70’ere om Maos revolutionære digtekunst. Dino Raymond Hansens ’Mao: Grib timen, grib dagen’ fra 1972 er - set med nutidens briller - en aldeles kuriøs Mao-hyldende film, der vidner om den kult, der omgav Mao i både Kina og blandt dele af det venstreorienterede Vesten i 60’erne og 70’erne. Filmen er optaget i Kina under Kulturrevolutionen med statslig finansiering fra Kortfilmsrådet.
Danmark, 1972
DCP, 34 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Franz Ernst, Kristen Bjørnkjær
‘Kina i Danmark’, instrueret af Franz Ernst og Kristen Bjørnkjær, er en skæv og dybt fascinerende mockumentary, der hylder en dansk pendant til en kinesisk folkekommune. I en øjensynligt klassisk reportagestil ”dokumenterer” filmen livet i den lille midtjyske kommune Egelund, der har indrettet sig som en kinesisk folkekommune med nær-demokratiske og anti-bureaukratiske principper. Der er dog et stort men: Egelund Kommune findes ikke, og det hele er iscenesat! En idealistisk eventyrfilm om Maos (senere fejlslagne) folkekommuner, hvis ineffektivitet historikere har givet meget af skylden for den store hungersnød i Kina under Det Store Spring Fremad.
Danmark, 1972
DCP, 33 min.
Dansk tale
Tilladt for alle