Forfatter og filmforsker Maya Montañez Smukler introducerer visningen den 17. maj – via skype – med fokus på den modstand, May mødte som kvindelig instruktør i New Hollywood. Introduktionen forgår på engelsk og varer ca. 30 min.
Instruktør: Elaine May
John Cassavetes og Peter Falk. Gangstere, pistoler og en kirkegård. På mange måder er ’Mikey & Nicky’ en afstikker i Mays filmografi: Dunkel og gritty, mere en thriller om et dysfunktionelt venskab end en komedie.
Spillestilen og rollebesætningen kan nemt forveksles med netop Cassavetes’ egne film, og det samme gælder præmissen med flere af samtidens hårdkogte New Hollywood-odysseer: Nicky (Cassavetes) panikringer til sin gamle ven Mikey (Falk) og beder om hjælp til at flygte ud af byen, inden en mafiaboss får fingrene i ham for et tyveri. Mikey træder til, men flugten kompliceres hurtigt.
Elaine Mays særkende skinner alligevel igennem i løbet af filmens lange nat, hvor maskulinitetskriser går fra det skrøbelige til det voldelige. Den improvisatoriske, men strukturerede tilgang til karakterarbejdet resulterer i vilde tonevekslinger, hvor det komisk absurde udstrækkes mod tragiske endepunkter. To modpoler nærmer sig hinanden famlende, faretruende og mørkt morsomt.
Medvirkende: Peter Falk, John Cassavetes, Ned Beatty, Rose Arrick, Carol Grace
Original titel: Mikey and Nicky
USA, 1976
Blu-Ray, 106 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år