David Bowie (David Robert Jones, 1947-2016) er en af rockmusikkens allerstørste ikoner. Hans evne til at skifte ham og genopfinde sig selv i nye former og farver gav ham benævnelsen ”kamelæonen”. I skikkelse af Major Tom, Ziggy Stardust, The Thin White Duke og andre flamboyante inkarnationer stod han fadder til både glamrock, electronica og new wave – ofte før disse genrer overhovedet havde fået navn.
Den 8. januar ville fænomenet David Bowie være blevet 78 år. Vi mindes den navnkundige engelske sanger, skuespiller mm. på dagen med en efterspurgt genvisning af den prisvindende dokumentarfilm ’Moonage Daydream’. Jan Poulsen, Bowie-specialist og forfatter til biografien ’David Bowie – Starman 1947-2016’, byder velkommen til filmen og fortæller om Bowies danske meritter og forbindelser.
Baren er åben før filmen fra kl. 19.00 – med øl i hanen og Bowie på anlægget. Film med introduktion kl. 20.30.
Instruktør: Brett Morgen
’Moonage Daydream’ – den første biografdokumentar blåstemplet af boet efter David Bowie – sætter spot på den britiske eners liv og talent i et filmsprog, der matcher Bowies evne til fortrylle og fortælle. Filmen er signeret Brett Morgen (bl.a. kendt for sin fascinerende skildring af Kurt Cobain, ’Montage of Heck’), som har fået fuld adgang til Bowie-arkivet og leverer en eksperimenterende og frapperende filmoplevelse, hvor billeder og lyd går op i en højere enhed og formfuldendt formidler den kreative og spirituelle rejse, Bowie gennemgik frem til sin død i 2016. Og hovedpersonen lægger selv stemme til!
Baren er åben fra kl. 20.30 med Bowie på anlægget. Filmen begynder 21.30.
Medvirkende: David Bowie, Trevor Bolder, Trevor Bolder, Mike Garson
USA, Tyskland, 2022
DCP 4K, 135 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år