Mød instruktør Soudade Kaadan den 3. september. Der er 45 minutters Q&A i forbindelse med visningen.
Åbningsreception efter filmen med vin og lækkerier fra foreningen Finjan!
Instruktør: Soudade Kaadan
Dette poetiske værk vandt publikumsprisen ved Venedig-festivalen. Med et eventyrligt blik følger vi den unge pige Zeina, der drømmer og tegner mens hun bor med sine forældre i en krigszone. En dag bombes der hul på taget i lejligheden, og hun hænger farvestrålende tæpper og mønstre op mod stjernehimlen. En ung mand hilser på med et lille filmkamera, og snart begynder et eventyrligt venskab midt i krigens gru. Mens de gamle holder fast i fortiden, begynder de unge at lave en film om et Syrien, hvor ingen dør.
”Nezouh” betyder at blive flyttet fra sit hjemsted – og i denne film nægter faderen til en lille familie at forlade hjemmet. Der falder bomber over bydelen i Damaskus, men den stædige patriark nægter at de skal flygte. I stedet holder de hverdagen i lejligheden kørende med en el-generator og nedrullede gardiner, så ingen får øje på dem.
Unge Zeina drømmer videre i dette feministiske eventyr. Hun trues dog af planer om at blive giftet bort og må holde sin første menstruation hemmelig sammen med sin mor. Vil de flygte?
En overraskende blid film fyldt med følelsesfyldte symboler. Migration og krig set gennem et barns og en kvindelig instruktørs øjne.
Syrien, Frankrig, Storbritannien, 2022
DCP, 100 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år