Alle har hørt om Den Danske Filmskole, men vidste du, at en tredjedel af eleverne på den norske pendant er danske?
Den Norske Filmskolen i Lillehammer har eksisteret siden 1997 og er en støt voksende faktor i den skandinaviske filmbranche. 350 elever er udklækket til dato, og blandt det nyeste kuld er der en stor repræsentation af danskere - inden for alle faglinjer: To instruktører (Sylvia Le Fanu, Kerren Lumer-Klabbers), en dokumentarinstruktør (Anna Martensen), en producent (Jeppe Wowk), to manuskriptforfattere (Mads Lind Knudsen, Moyna Söderstrand), en filmfotograf (Uffe Mulvad), en VFX-mager (Gustav Andersen), to production designere (Camilla Silvana Howalt, Signe Krab Nymann), to tonemestre (Frederik Lehmann Mikkelsen, August Drenck) og to klippere (Emma Lagrelius, Mads Jøns Frausig).
Hvor stort et præg, danskerne sætter på Den Norske Filmskolen, og hvor gode de er, kan man få et unikt indblik i på denne dag, hvor Cinemateket viser tre dugfriske, modige og personlige afgangfilm - alle med dansk instruktør.
De tre instruktører er alle til stede til at introducere og besvare spørgsmål om filmene. Samlet varighed: 120 minutter.
Filmvisningen er gratis, og der bydes på et glas umiddelbart inden visningen. Arrangementet er henvendt til den danske branche og alle øvrige interesserede.
Bemærk, at der er mere norsk på programmet, når vi kl. 19.15 viser Joachim Triers nyklassiker 'Oslo, 31. august'. Denne visning er ligeledes med introduktion og fordrer billet (80/50 kr.)
OM INSTRUKTØRERNE:
ANNA ELISE MARTENSEN går på Den Norsk Filmskoles dokumentarregissør-uddannelse. Under tiden på skolen har hun bl.a. instrueret filmene 'Voksen', et selvbiografisk portræt over et traume, og 'I Guds Nærvær', et dobbeltportræt af to ungdomspolitikere på Færøerne med modstridende holdninger til abort.
KERREN LUMER-KLABBERS har hollandsk-israelske rødder, men er opvokset i Danmark. Hun er nyuddannet fra instruktørlinjen på Den Norske Filmskolen. Hendes afgangsfilm blev for nyligt nomineret til en Student Oscar. Hendes seneste kortfilm, 'En Sten Faller Langsomt Ned', blev vist på blandt andet Karlovy Vary og Nordic Panorama og vandt to special mentions på Prague Shorts. Til oktober er hun udtaget til at pitche en spillefilm hun har i udvikling til Nordic Talent.
SYLVIA LE FANU er født i 1990 i England, men er vokset op i Danmark, hvor hun fortsat har base. Hun er uddannet som instruktør på Den Norske Filmskole i 2020 med afgangsfilmen 'Om lidt', er bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet og har gået på Den uafhængige filmskole 18Frames, hvor hun lavede kortfilmen 'Abu Adnan' (2017), som blev nomineret til en Robert for bedste kortfilm og longlistet til en Oscar. Hun er nu i udvikling med sin første spillefilm hos Adomeit Film, som er en videreudvikling af hendes afgangsfilm.
Instruktør: Kerren Lumer-Klabbers
I en nær fremtid skal en ung kvinde pige sin donor-far for første gang. Sammen gennemgår de en række eksperimentelle terapi-øvelser, som skal gøre deres relation til mere end bare en teoretisk påstand.
Medvirkende: Thure Lindhardt, Anna Hjarne
Norge, 2020
DCP, 23 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Sylvia le Fanu
På en rejse til Sydeuropa med sin far og sin døende mor er den 17-årige Fanny splittet mellem spirrende forelskelse og bundløs sorg.
Norge, 2020
DCP, 27 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Anna Elise Martensen
Gertrud og hendes tre veninder har et mangeårigt lystpræget venskab. Men da Gertruds mands sygdom forværres, og hun står i en usikker jobsituation, gør veninderne en indsats for at se Gertrud smile igen.
Norge, 2020
DCP, 25 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år