Kom julen i hu med en dobbeltvisning af Sam Raimis originale 'Evil Dead'-film. Den første på sprød strimmel, den anden i ny flot digital 4K-udgave. Der var fuld knald på bestillingerne til denne helaftensevent i Oktober, hvorfor vi selvfølgelig ruller en gang mere for dig, der ikke nåede at få billet!
Sam Raimis nerveflænsende debutfilm blev en over-night kultfavorit i 1981. ’The Evil Dead’ er en klassisk horror-historie om en gruppe unge collegestuderende, der overnatter i en afsidesliggende bjerghytte. I hytten finder de en bog, der indvier dem i den omkringliggende skovs dæmoniske kræfter. Den muntre stemning forsvinder gradvist som gruppen skilles af ikke-venligsindede kræfter. Filmen er i særlig grad blevet kendt for sin overdrevne og til tider voldsomt komiske anvendelse af special effects og er stadig et absolut hovedværk inden for tidlig video-horror.
Der er skruet op for både budgettet og slapstick-humoren i opus 2! Hovedpersonen Ash og kæresten Linda bytter hygge og kurmageri i vildnisset ud med dæmoniske kræfter, da de afspiller et bånd, som genkalder ondskaben i skoven. Ashs ene hånd besættes (sic!), og Linda er aldeles i det ondes vold. Ash må ty til både haglgevær og motorsav i sin kamp mod overmagten.
Der kan købes øl, vand m.v. i pausen, men grundet COVID-19-situationen kan Asta Bar (som vanligt benyttes til Psych-Out!) ikke benyttes. Vi henviser til caféen i stueetagen. Samlet pris: 95/65 kr.
Morten Tang / Cinemateket
Mads B Mikkelsen og Ole Stranddorf / Station 16
Instruktør: Sam Raimi
Sam Raimis nerveflænsende debutfilm blev en over-night kultfavorit i 1981. ’The Evil Dead’ er en klassisk horror-historie om en gruppe unge collegestuderende, der overnatter i en afsidesliggende bjerghytte. I hytten finder de en bog, der indvier dem i den omkringliggende skovs dæmoniske kræfter. Den muntre stemning forsvinder gradvist som gruppen skilles af ikke-venligsindede kræfter. Filmen er i særlig grad blevet kendt for sin overdrevne, og til tider voldsomt komiske, anvendelse af special effects, og er stadig et absolut hovedværk inden for tidlig video-horror.
'The Evil Dead' havde voldsomme distributionskvaler i Europa, men efter at være blevet forbudt i England, som en del af den britiske censurs klapjagt på de såkaldte "video nasties", blev der for alvor efterspørgsel efter den på videomarkedet. Hér får du den på sprød 35mm strimmel.
Medvirkende: Bruce Campell, Ellen Sandweiss, Betsy Baker, Hal Derich, Sarah York
Original titel: The Evil Dead
USA, 1981
35mm, 85 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Sam Raimi
I ’Evil Dead II’ fra 1987 er der skruet op for både budgettet og slapstick-humoren i forhold til etteren fra 1981! Hovedpersonen Ash og hans kæreste Linda bytter hygge og kurmageri i en lille skovhytte i vildnisset ud med dæmoniske kræfter, da de afspiller et bånd, som genkalder ondskaben i skoven. Ashs ene hånd besættes (sic!) og Linda er aldeles i det ondes vold. Så Ash må ty til både haglgevær og motorsav i sin kamp mod overmagten. ’Evil Dead II – udrydderen’, som filmen senere kom til at hedde på dansk, blev et internationalt hit, men fandt først et dansk biograflærred i 1998, hvor den blev vist i Scala-biograferne som led i det første af Ekstra Bladets årlige Halloween-maratons.
Medvirkende: Bruce Campbell, Sarah Berry, Dan Hicks, Kassie, Wesley DePaiva
USA, 1987
DCP 4K, 84 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år