I anledning af Betty Nansens 150 års fødselsdag vækker vi den ikoniske skuespiller til live med tragedien ’Prinsesse Elena’ (1913), hvori hun spiller en prinsesse, der forelsker sig i en krigsfange og går i døden for ham. Betty Nansen havde en kort karriere som filmskuespiller i Danmark og sågar USA, før hun igen vendte tilbage til de danske teaterscener. Før visningen fortæller skuespiller Sonja Richter om Betty Nansen og forskellen på at spille skuespil på film og de skrå brædder. Accordeonist Kamila Olas spiller live til filmen, og der er et glas vin med i billetprisen.
Visningen arrangeres i samarbejde med Filminstituttets streamingsite www.stumfilm.dk, hvor man fra 8. marts kan se flere af Betty Nansens film og læse om hendes filmkarriere.
Sara Prahl Larsen, vikarierende redaktør / Stumfilm.dk
+ Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Holger-Madsen
Da Kong Cyril er ude at kæmpe ved fronten, sidder premierminister Bouton tungt på magten i hans sted. Længe har Bouton haft et godt øje til Prinsesse Elena, der dog – til Boutons store misfornøjelse – forelsker sig i krigsfangen Kaptajn Henri de Bersin. Trekantsdramaet når sit højdepunkt, da de Bersin beder prinsessen om hjælp til at flygte og selv modtager en dødsdom fra Bouton. I sidste ende er det dog ikke ham, der må lade livet i dette store spil om følelser og magt.
Medvirkende: Betty Nansen, Nicolai Johannsen, Svend Aggerholm, Henny Lauritzen.
Danmark, 1913
DCP, 45 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år