'Under African Skies - Paul Simon's Graceland Journey' introduceres den 19. april af Sydafrika-kender og leder af koret Papaya Lilian Andresen og Cinemateket-programredaktør Rasmus Brendstrup, der også er livslang Paul Simon-fan.
Der er bar og DJ inden filmen fra kl. 20.00. ’Under African Skies’ begynder kl. 21.30.
Instruktør: Joe Berlinger
Den anmelderroste historie om tilblivelsen af Paul Simons millionsælgende ’Graceland’-album fra 1986 – og dets intense politiske efterspil – er en af de senere års helt store musikfilm-oplevelser.
Paul Simons uforlignelige Sydafrika-album ’Graceland’ (1986) satte nye standarder for hvordan musik kunne spilles i fattigfirserne. Pladen solgte millioner af eksemplarer og forenede kulturer – men den satte også ild i en heftig disput om samkvemmet mellem det sydafrikanske apartheid-diktatur, FN og ikke mindst Simon selv. Kunne en kunstner sådan bare komme og postulere kunstnerisk frizone i et land ramt af politiske og kunstneriske embargoer? Holdningerne var delte og stålsatte blandt både sorte og hvide – fra Cape Town til Washington.
I anledning af 25-årsdagen for ’Graceland’s udgivelse, vendte Paul Simon tilbage til Sydafrika for at give koncert med sit gamle hold af musikere og for at få bilagt sin årelange, ufrivillige strid med en række sydafrikanske anti-apartheid-aktivister. Simon får i ’Under African Skies’ kigget ikke så få spøgelser i øjnene, og undervejs sætter instruktør Joe Berlinger miseren i relief med klip til de oprindelige Graceland-koncerter og interview med notabiliteter som Quincy Jones, Harry Belafonte, Paul McCartney og den multirytmiske kollega David Byrne.
Medvirkende: Paul Simon, Peter Gabriel, Harry Belafonte, David Byrne, Hugh Masekela, Vusi Khumalo, Okeyerama Asante
USA, 2012
DCP, 108 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle