Mange har en bestemt yndlingsfilm, som de altid vender tilbage til. Den film, der åbenbarer verden og forklarer alt. Weekendavisens skribenter præsenterer de film, de elsker mest, og fortæller hvorfor. Den 15. april har kulturjournalist Sarah von Essen valgt sin yndlingsfilm: ‘Desperately Seeking Susan’ af Susan Seidelman (1985). Filmen introduceres af skribenten selv, og oplægget på dansk har en varighed på cirka 15 minutter.
Instruktør: Susan Seidelman
Sarah von Essen: “I ‘Desperately Seeking Susan’ følger vi forstadsfruen Roberta (Rosanna Arquette), der bliver besat af en kvinde ved navn Susan (Madonna), hvis kæreste leder efter hende og indrykker annoncer i avisen. Undervejs bliver vi besat sammen med Roberta, vi længes med hende; efter Susan, efter New York, efter et frit liv. Der er mænd og kærester i periferien, men filmen, historien, tilhører disse to kvinder, deres gryende venskab, vidunderlige energi og outfits.
Madonna er Susan, men Madonna er også Madonna, inden hun blev Madonna. Det lyder kompliceret, men det hele giver mening i mørket. Madonna var en relativt ukendt sangerinde, da optagelserne gik i gang; da filmen havde premiere, var hun verdensstjerne. Derudover finder ‘Desperately Seeking Susan’ sted i New York og New Jersey, men mest i New Yorks gader, i SoHo og på Lower East Side, og det lyder næsten for godt til at være sandt, men: Det er sandt, og vi er meget heldige, at denne film findes.”
Medvirkende: Rosanna Arquette, Madonna, Aidan Quinn
USA, 1985
Blu-Ray, 104 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år