Mød instruktør Marco Porsia og hør ham fortælle om tilblivelsen af sit portræt af støjrock-gruppen Swans – en film, der har været 10 år undervejs.
'Where Does A Body End?' præsenteres i samarbejde med avantgarde-eventbureauet artFREQ. Søren Høy, Swans-kender og medstifter af artFREQ, er moderator på aftenens Q&A.
Instruktør: Marco Porsia
Velkommen til den danske premiere på det længe ventede portræt af Swans – New Yorks på en gang brutale og skønhedssøgende outfit centreret om den visionære, men ikke altid lige omgængelige multiinstrumentalist Michael Gira, der siden bandets første inkarnation i begyndelsen af 1980’erne har været det eneste konstante medlem. Swans’ evigt fluktuerende udtryk befinder sig i grænselandet mellem støjrock, post-punk, industrial og post-rock, beslægtet med grupper som the Birthday Party og Einstürzende Neubauten med Giras på en gang fortolkningsåbne og meget personlige sange i centrum. Sange rundet af et liv på kanten – fulde af smerte, eksistentielle overvejelser og refleksioner over kunst, filosofi og litteratur. Mød ham samt en stribe Swans-kendere, venner m.fl. og kom med på scenen og i indspilningsstudiet, hvor det ikke går stille for sig.
Medvirkende: Michael Gira, Jarboe, Kid Congo Powers, Thurston Moore, Blixa Bargeld, J.G. Thirlwell, Lee Ranaldo, Jim Sclavunos
Canada, 2019
DCP, 121 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle