50 år med fri abort

Film og talks om vejen fra modmagt til selvbestemmelse

3. sep - 17. okt

Den 1. oktober fylder den fri abort 50 år. Det er en milepæl, der hænger uløseligt sammen med andre gennemgribende reformer på social- og uddannelsesområdet – kort sagt et kernepunkt i den danske velfærdsstat. Det er også en lov, der har vist, hvor tæt sammenslynget politik, økonomi og levet liv nogle gange er. Der er sammenfald og dramatiske sammenstød. Filmkunsten afspejler det hele og har selv været en kampplads.

Lov om svangerskabsafbrydelse af 13. juni 1973 (der trådte i kraft den 1. oktober samme år) betød, at en kvinde fik ret til abort indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. En ret, der havde stået stor strid om, og fortsat gjorde det i tiden lige efter. I dag støtter 90 procent af den danske befolkning retten til fri abort, så holdningsændringen er mærkbar. Loven har ikke har undergået markante ændringer siden 1973.

Men vi skal ikke mere end lidt over 150 år tilbage i tiden, før der var dødsstraf for abort i Danmark. I 1866 blev det ændret til op til otte års straffearbejde – og sådan var det indtil 1930!

Liberaliseringsprocessen tog for alvor fart med P-pillens introduktion i 1966, og strømninger fra bl.a. ungdomsoprøret, kvindekampen og billedpornografiens frigivelse pegede alle i retning af, at sex burde anses som mere end blot en forplantningsmetode. Nydelse blev en større del af ligningen.

Indtil 1973 blev abort stadig udført i undergrundsbaserede adressenetværk. Alle danskere kunne møde fænomenet i den særlige ’problemfilm’-genre. I særligt 1940’erne og 50’erne blev befolkningen her belært om alverdens genvordigheder – deriblandt fosterfordrivelse, som abort hed i tiden.

Det var ikke et emne, den danske filmindustri tog op for almenvellets skyld, men primært fordi statslige produktionskrav og mulig skattefritagelse stimulerede til det – en indirekte form for offentlig filmstøtte. I 1960’ernes og 70’ernes socialrealisme fylder det også noget, men især tiden efter abortens frigivelse byder på et væld af nye fortolkningsmåder både i genre, modus og stil i danske film.

Cinemateket byder over de kommende to programmer på kulturhistoriske foredrag. Mød gæster, som kan huske tiden før den fri abort, og dem, der har en holdning til både fremskridtene og de blinde vinkler, som fortsat findes i abortlovgivningen, og som netop nu er genstand for hed debat.

Vi tager en forsmag 3. september, og i oktober byder vi på tre gratis talks, der samlet udfolder historien – fulgt af en relateret film (med entrébetaling).

Tak til vores samarbejdspartnere Arbejdermuseet, WIFT, Filmstriben, Mødrehjælpen, Sex & Samfund, KVINFO og Københavns Universitet.

Mads Flindt, filmhistoriker
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31 1
september
26 27 28 29 30 31 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29