Agnès Varda

Agnès Varda, der efterhånden har rundet de 89 år, er vedblevet at være sin generations mest markante kvindelige instruktør.

Hendes karakteristiske pagehår, der midtvejs skifter farve fra indfarvet rødt til naturligt gråt, kan fint læses symbolsk: Varda har gennemlevet to kunstnerliv, først et politisk-stilistisk engageret – centreret om spillefilm – og siden et personligt og selvrefleksivt, der er blevet oprullet gennem dokumentarfilm.

Begge kunstnerliv er fortsat en del af hende: Hun er stolt af både sin ungdom og sin alderdom, sådan som man kan forsikre sig om i de biografiske portrætter af hende selv som kunstner og menneske, ’Cinévardaphoto’ og 'The Beaches of Agnès', som vi er glade for at kunne vise – og i høj grad også i Månedens Dokumentar i april, den Oscar-nominerede ’Faces Places’ (se under ’Månedens Dokumentar i april: Faces Places’ andetsteds på hjemmesiden).

PUBLIKUM SOM VENNER
I stort set alle Vardas dokumentarfilm er Agnès Varda den umiskendelige hovedperson. Vi hører om hendes film, hendes kærlighed, hendes forbilleder og samarbejdspartnere, hendes tanker om alderdommen og døden, barndomsminder, samlermani og andre særheder, hendes graviditet, børn, katte, naboer, yndlingsbilleder, yndlingssteder og yndlingsforfattere.

Men der er en forsonende ærlighed over Vardas navlepilleri. Et absolut fravær af falsk beskedenhed eller indpakket selvhøjtidelighed. Varda behandler sit publikum, som var de nære venner, hvis interesse kan tages for givet. Så hun behøver bare at sige tingene ligeud: 'Her blev jeg født'. 'Ham her elskede jeg'. De intellektualiseringer, der til tider flyver højt hos karaktererne i Vardas tidlige spillefilm, holdes i ave.

NYBØLGENS BEDSTEMOR
Varda har på mange måder vist sig at være en særegen filmmager. Med debuten 'La Pointe-Courte' foregreb hun i 1954 den ny bølges værdisæt med et halvt årti – både hvad angår produktionsteknik, koncepttænkning og æstetik. Hun var på det tidspunkt 26.

Der skulle gå endnu syv år, før hun med 'Cléo fra 5 til 7' slog sit navn fast. I lighed med instruktørgemalen Jacques Demy skabte hun film i udkanten af den etablerede nybølge – ligeledes med personlig stil og politisk klangbund.

Op gennem 70'erne og 80'erne brugte Varda mange kræfter på at mobilisere kvinder i filmindustrien. Hun skabte egensindige spillefilm med stærke kvinderoller. I 90'erne fulgte især filmhistoriske hyldestværker, inden hun efter årtusindskiftet helt har valgt at hellige sig film-essayet med meget personlige værker som de uforudsete gigantsucceser 'Fuglen og den fattige' og ’Faces Places’.

GRÅ OG RØD SOM VISDOM OG BLOD
Når Agnès Varda en dag ikke er mere, vil hun blive husket for sit store bidrag til dokumentargenren – en mangesidig, kærlig beskrivelse af, hvordan verden ser ud, efterhånden som man får grå stænk i hårpragten.

I den franske filmhistorie er hun for længst sikret en plads for de tre meget meget forskellige spillefilm, hun lavede i tiåret fra 1954 til 1964: 'La Pointe-Courte', 'Cleo fra 5 til 7' og 'Lykken'.
Serien er blevet til i samarbejde med Institut Français, Copenhagen Architecture Festival og Studieskolen.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket