Alien

I år fylder Ridley Scotts fænomenalt tidløse og pansret skrækindjagende ’Alien’ 40 år. Det slimede monster med tandsæt på forlængerarm har om nogen overlevet midtvejskrisen og står stadig virilt teenagetrippende og kampklar på hvor mange ben og arme, det end måtte have.

Der findes næppe en bedre anledning til at genopleve mesterværket og dets tre første efterfølgere på det store lærred? Vi viser den oprindelige Alien Quadrilogy, mens juli raser, så her er alle tiders mulighed for at få gåsehud i varmen.

Tidløsheden i Alien-filmene er slående, og effekterne virker fuldt ud den dag i dag. Men først og fremmest er det enormt klaustrofobisk for tilskueren at være fanget i de trange gange og aldrig vide, hvornår uhyret dukker op. Og hertil kræves ikke kun visuelle effekter, men teknisk snilde med blik for koldsvedte detaljer. De evigt nervepirrende lydeffekter ekkoer i alle kanaler gennem Alien-universerne.

Der er fjerne lyde af udefinerbar karakter: Hjertebanken, lyden af motorer et sted langt borte. Og imens blinker katastrofelamperne i deres angstfyldte kombination af orange, blå og blændende hvid. Måske er det slet ikke svært at forestille sig at være passager ombord på et af filmseriens rumskibe, eller indsat i et råt og komplet flugtsikkert fængsel, vel vidende at man kan blive revet midt over hvert øjeblik, det skal være.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket