Andrzej Wajda - historiske modbilleder

”Gud gav instruktøren to øjne – det ene til at kigge ind i kameraet og det andet til at observere alt, hvad der foregår omkring ham.” (Andrzej Wajda)

Da tågen letter over åbningsscenen i Andrzej Wajdas ‘Katyn’ (2007), får man øje på en gruppe mennesker, som bevæger sig nervøst rundt på en bro. Det er den 17. september 1939. Den tyske hær nærmer sig broen fra den ene side, de russiske styrker fra den anden. Scenen er et sindbillede på det polske folks situation under 2. verdenskrig – en periode, som Wajda er vendt tilbage til igen og igen for at undersøge, hvad der dengang skete med hans land og dets befolkning.

Wajda følger i sin instruktørkarriere Polens udvikling fra 2. verdenskrig til tiden efter Jerntæppets fald. Undervejs oplever vi bl.a. den første modstand mod efterkrigstidens kommunistiske styre og etableringen af den frie fagbevægelse Solidaritet i 1980’erne. Wajdas film er punktnedslag i Polens dramatiske historie.

KRIGSTRILOGIEN
Wajdas tre første spillefilm – ‘En generation’ (1955), ‘De 63 dage’ (1957) og ‘Aske og diamanter’ (1958) – foregår alle i et krigshærget Polen.
‘En generation’ udspiller sig i Warszawa i 1942 og følger en lille gruppe kommunistiske frihedskæmpere. Det er en kuldslået skildring af besættelsestidens påvirkning på den polske ungdom. Wajdas store filmiske talent blev anerkendt allerede efter debutfilmen, men ‘En generation’ blev samtidig – ikke mindst af vestlige filmkritikere – anklaget for at overvurdere og romantisere den kommunistiske modstandskamp.
‘De 63 dage’ (bedre kendt under originaltitlen ‘Kanal’) blev også modtaget med skepsis, denne gang i hjemlandet, fordi filmen ikke var heroisk nok. Det er en stærk beretning om en gruppe soldater, der i Warszawa-oprørets sidste dage søger ned i byens kloakker for ikke at blive taget til fange.
‘Aske og diamanter’, der handler om mordet på en parti-embedsmand, bragte for alvor instruktøren på kollisionskurs med det kommunistiske styre. Det var også den film, der etablerede Wajda internationalt.

MODBILLEDER
I en tid, hvor regeringen i Polen foreskrev socialistisk realisme og dermed folkeopdragende beretninger om arbejderklassens eksemplariske helte, udgjorde Wajdas film alternativer og modbilleder til de officielt sanktionerede versioner af Polens historie.
‘Marmormanden’ blev set som forårsbebuder for Solidaritet. Filmen handler om mønsterarbejderen Mateusz Birkut, der faldt i miskredit. ‘Marmormanden’ (1977) var den første østblok-film, der beskæftigede sig direkte med en regerende kommunistpartis dobbeltmoral og historieforfalskninger. Historien om Birkut fortsatte i ‘Jernmanden’ (1981), der vandt Den Gyldne Palme i Cannes.

EN CIRKEL SLUTTES
Efter afslutningen på den kolde krig var Wajdas film i mindre grad baseret på politiske og historiske begivenheder og havde i højere grad karakter af meditationer over begreber som frihed, individualisme og menneskets ansvar over for andre. Men med ‘Katyn’ vendte instruktøren igen tilbage til en tragisk og mørklagt begivenhed i Polens historie, nemlig mordet på de over 15.000 polske officerer, herunder Wajdas far, i Katyn-skovene i foråret 1940. Det var en film, som Andrzej Wajda uden tvivl havde ventet hele livet på at kunne realisere. Og med ‘Walesa – håbets mand’ (2013) skildrer Wajda den polske fagforeningshelt og senere præsident Lech Walesa som selve inkarnationen af Polens heroiske kamp for frihed. Andrzej Wajda er om nogen sit lands filmiske historieskriver.

Serien er arrangereret i samarbejde med Adam Mickiewicz Institute og Polens Ambassade.

Jesper Andersen, programredaktør/ Cinemateket