Skjulte budskaber og andet smuglergods
I samarbejde med Golden Days-festivalen undersøger Cinemateket i september skyggesiderne af B-film, hvor instruktører havde frihed til at eksperimentere med stil og tabuemner.
Forestil dig, at du vil skabe en film, der udfordrer normerne, men at du lever i en tid, hvor censuren hærger, og producenterne holder skarpt øje med deres værdifulde produkt. Hvad gør du?
Du laver da en low-budget B-film, der kan smugle budskabet ud!
I samarbejde med Golden Days-festivalen undersøger Cinemateket skyggesiderne af B-film (fra thrillers til erotiske komedier), hvor instruktører havde frihed til at eksperimentere med stil og tabuemner. Det kan være alt fra forbudt sex til samfundskritik smuglet ind i en ramme af gys, spænding eller psykedelisk underholdning.
En lang række veloplagte foredragsholdere besøger i månedens løb Cinemateket for at fortælle, hvorfor netop disse film ikke bør forblive oversete.
FRIERE TØJLER
Mange B-film fra storhedstiden i 1940’ernes USA og 1980’ernes Europa og Japan er med tiden blevet kultfilm. De lave budgetter gjorde, at filmmagerne fik friere tøjler, og de kunne introducere usædvanlige filmiske greb og give rutinestof et personligt udtryk. Derfor har filmene også vist sig at være moderne og kunstnerisk langtidsholdbare.
Lesbiske fortællinger dukker fx op i ’Dracula’s Daughter’ (1936), hvor den smukke og mystiske grevinde Maria har en uimodståelig magt over unge kvinder. En anden vamp er divaen i den danske spændingsfilm ’Mordets Melodi’ (1944), der begynder at tvivle på sin egen forstand, da en række bestialske mord finder sted omkring hende.
SYSTEMET HUDFLETTET
’Chok korridor’ (1963) er en socialt engageret gyser, hvor en journalist på et sindssygehospital møder USA’s skyggesider, bl.a. racisme, sexisme og stoffer. Filmen eksperimenterer med farveindklip midt i sit ellers sort/hvide spændingsplot.
’Foxy Brown’ (1974) er forrygende blaxploitation med Pam Grier som den superlækre storbyguerilla-kvinde Foxy. Kvinders position i samfundet skildres mere realistisk og seriøst i ’Outrage’ (1950), der bryder tabuer om voldtægt og dets konsekvenser. En film, der er særlig aktuel i lyset af #MeToo.
B-film kan også være sexede satirer og udsyrede anarkistiske oprør med samfundets eller filmkunstens normer – som i den kulørte ’Danger: Diabolik’ (1968) eller i den lumre manga-inspirerede kultfilm ’Weatherwoman’ (1995).
I dag skaber postmoderne instruktører som Quentin Tarantino og Lars von Trier opdaterede og større versioner af klassiske B-film, og i de sidste par år er dansk film begyndt at satse på en række low budget-film, der skal forfriske, forny og udvikle talenter – og tabuemnerne er mere aktuelle end nogensinde.
Så tiden er helt rigtig til et retro-kig ind i skyggefilmenes ustyrlige univers!
Steen Schapiro, filmformidler