Buñuel i Mexico

Efter at have opsprættet filmsproget med sine tidlige værker, udlevede Luis Buñuel (1900-83) en uproduktiv årrække i USA. Kort efter anden verdenskrig fandt Buñuel sig i Mexico i 1946, hvor han
i samarbejde med den blacklistede producer Óscar Dancigers instruerede sine første film siden ’Las Hurdes’ fra 1933. Der gik ikke mange år, før Buñuel afskrev sig sit spanske borgerskab til fordel for et mexicansk.

Startskuddet var dermed blevet affyret til en ekstremt produktiv periode. Han signerede 21 film i alskens genrer, hvor hovedparten gik ubemærket hen, men hvor man ikke desto mindre finder en række værker, der kredser om hans foretrukne tematikker: Religionens dårskab, begærets forkvaklende kraft og machismoens mangfoldige faldgruber.

Det var i denne periode, han fandt sit fodfæste som historiefortæller. Den frie drømmeassociation fra de tidlige surrealistiske værker trådte i baggrunden til fordel for barske og uforsonlige fortællinger fulde af dirrende samfundskritik, der var dybt kontroversielle i samtiden og stadig formår at chokere den dag i dag.

Buñuel var aldrig bleg for at gå efter struben, heller ikke når han slog sine folder inden for det mexicanske studiesystem. Her havde hans økonomiske succes med komedien ’El gran calavera’ sikret ham en større grad af kreativ frihed i udfærdigelsen hans næste film, periodens første hovedværk, ’Fortabt ungdom’, hvis rå afbildning af Mexico Citys ludfattige underklasse genetablerede Buñuel som en af sin tids vigtigste stemmer.

Filmene er ikke blege for at gå sine karakterer på klingen og hudflettelsen af deres nærmest masochistiske efterlevelse af religiøse dogmer i ’Tro og lidenskab’ og særligt den spansk-producerede ’Viridiana’ bragte ham i karambolage med både Francos Spanien og den katolske kirke, der fordømte filmen som et angreb hele kristendommen. Den sirlige afskrælning af samfundets mange civiliserende lag nåede nye højder i ’Morderenglen’, hvor et middagsselskab rammer bunden efter at de må erkende, at de er fanget i deres luksuriøse spisesal.

Det kan ikke undre, at Buñuels spansksprogede film bragte institutionernes blod i kog. Det er tvetydige og samtidig lettilgængelige værker, hvor ingen forhold er uden deres subversive kompleksiteter – og hvor intet er helligt, lige meget hvor ihærdigt hans karakterer forsøger at opholde illusionen.

Serien præsenteres i samarbejde med Studieskolen og Den Mexicanske Ambassade, der byder på en reception inden visningen den 5. april.

Niels Harpøth / filmformidler