Danièle Huillet og Jean-Marie Straub

Danièle Huillet (1936-2006) og Jean-Marie Straub (1933-2022) viede deres liv til filmmediet. De kæmpede for retfærdighed og vulkansk kærlighed. Med Straubs død den 20. november 2022 er et livsværk definitivt afsluttet.

I samarbejde med tidsskriftet Balthazar og Goethe-Institut Dänemark præsenterer Cinemateket et udvalg af instruktørparrets film, og kontekstualiserer disse med bl.a. bogreception og foredrag. Oplev desuden tre film af Huillet og Straubs store inspirationskilde, den amerikanske instruktør par excellence John Ford.

“Hos Ford er fiktionen aldrig prætentiøs, den er ikke en parasit, der dræber filmen, en syre, der æder alt, en røg, der svier i øjnene, men et element på niveau med en børnebog, som samtidig er ekstremt berigende, forsynet med virkelighedens fulde tyngde.”

Sådan sagde Huillet og Straub i et interview med Cahiers du cinéma fra 1990. De beskrev det, de fandt særegent ved John Fords film, men egentlig beskrev de også deres egne film. For ligesom Ford skabte Huillet og Straub ukomplicerede film, hvor verdens nærvær mærkes i hvert eneste billede. Deres film er rundet af næstekærlighed, og de udtrykker livets intensitet gennem verdenshærdede replikker og bevægelser. Det er en både politisk hårdtslående og sensuelt levende filmkunst, der kort og godt har til formål at give livet substans.

Huillet og Straub var traditionsbundne praktikere og moderne billedtænkere. De baserede deres film på antikke tragedier og klassisk europæisk litteratur, som de forenede med en radikal kritik af efterkrigstidens fascisme og kapitalisme.

Sofokles, Friedrich Hölderlin, Cesare Pavese og Bertolt Brecht var blandt parrets faste referencer, og de iscenesatte ofte disse forfatteres tekster på steder, der var forbundet med historiske eller samtidige politiske optøjer. Der er ikke tale om filmatiseringer i traditionel forstand. Med fokus på udtale, kadence og cæsur reciterer skuespillerne de litterære værker på kontant og forunderlig vis.

“Hvis der ikke er noget, der brænder i dit billede, er det ubrugeligt,” sagde Straub engang.

For parret drejede det sig netop om at nå ind til dette brændende punkt, hvor den udvalgte tekst kunne gives krop, stemme og tonalitet.

At lave film var for Huillet og Straubs vedkommende altid et spørgsmål om at tilgå og skildre verden så direkte som muligt. For det var gennem filmisk akkuratesse, at verden kunne genfortrylles. De søgte tilbage til Lumière-brødrenes filmkunst fra slutningen af 1800-tallet. De mente, at filmmediet var vokset for hurtigt op og havde udviklet en forfalsket og industrialiseret forståelse for historiefortælling. Derfor tyede de til den enkle filmkunst, der turde være lydhør over for jorden, stenene og planterne.

Ligesom Lumière-brødrene filmede Huillet og Straub vinden i træerne. Både jordnært og fantastisk.

Oscar Pedersen og Viktor Retoft / Tidskriftet Balthazar

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket