De levende døde

Jim Jarmuschs nye film ’The Dead Don’t Die’, der åbnede årets Cannes-festival, starter med en panorering hen over en kirkegård. Jarmusch refererer hermed til George A. Romeros skelsættende værk inden for genren ’De levende døde’ fra 1968.

I de tidlige zombiefilm, herunder Jacques Tourneurs ’I Waked With a Zombie’ (1943), var zombierne knyttet til voodoo-kulturen på Haiti, men fra og med Romeros ikoniske film flyttede zombierne til de amerikanske forstæder, og genren fik en samfundskritisk dimension. Den blev desuden et stort subkultur-fænomen, ikke mindst i Italien, hvor Romeros ’Dawn of the Dead’ udløste en nærmest manisk interesse for zombiefilm og førte til produktion af en række lokale genre-varianter.

Med ’The Serpent and the Rainbow’ (1988) vendte Wes Craven tilbage til genrens udspring og i 2000 fandt de levende døde vej til et stort publikum i Danny Boyles ’28 dage senere’ (2002). 37 år efter ’De levende døde’ udsendte Romero sin fjerde zombie-film ’Land of the Dead’ (2005), og Romero har siden instrueret yderligere to film, hvori zombierne repræsenterer udefrakommende trusler i form af overforbrug, virus, epidemier og terror.

”This is all gonna end badly”, siger Adam Driver i Jarmuschs ’The Dead Don’t Die’, hvor zombiegenren ligesom hos Romero bliver brugt som en satirisk samfundskommentar. De virkelige trusler kommer ikke fra de uhyggelige zombier, men fra os selv og vores materialisme.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket