Erik Clausen 80 år

Da gøgleren Charles (Erik Clausen) i åbningssekvensen i debutfilmen ’Cirkus Casablanca’ (1981) kom ud af sin campingvogn og råbte til de fritgående høns: “Hej piger – så er det forår!” markerede det indledningen på en dansk roadmovie spækket med autenticitet og folkelighed, farverige miljøskildringer og tidstypiske billeder.

Men samtidig indvarslede scenen også, at en instruktør med et nyt blik på samtiden – og specielt på de ellers oversete grupper i samfundet – havde gjort sin entré i dansk film.

Den 7. marts fylder Erik Clausen 80 år, og i de følgende uger lægger han flere gange vejen forbi Cinemateket.

DEN LILLE MAND M/K

Med sin baggrund som håndværksmaler, billedkunstner og omrejsende gøgler, og med sin opvækst i Sydhavnen, dengang et af hovedstadens arbejderkvarterer, havde Erik Clausen (f. 1942) ikke blot et anderledes udgangspunkt end hovedparten af sine danske instruktørkolleger. Han havde også en mission, som har gennemstrømmet de fjorten spillefilm, han foreløbig har skabt, fra debuten og frem til det seneste udspil, ’Aldrig mere i morgen’ (2017), en kradsbørstig refleksion over kunstnerrollen.

I samtlige Clausens film – måske med undtagelse af periodestykket ’Min fynske barndom’ (1994) – har det handlet om de mennesker, som ikke ellers er ’med i billedet’. Alle dem, der ikke har en selvfølgelig adgang til mediernes og kunstens verden. Den lille mand, den lille kvinde, fantasterne, den arbejdsløse, pensionisterne, de fremmedgjorte eller de ensomme eksistenser, som kæmper for kærlighed og værdighed, et indhold i tilværelsen eller bare en lille plads i solen.

PÅ KANT MED DET MESTE

De fleste af Clausens karakterer er anonyme hverdagsmennesker eller outsidere, som af den ene eller den anden grund har svært ved at finde sig til rette i fællesskabet. Og en særlig forkærlighed synes han at have for de lidt gammeldags mandetyper, der ikke umiddelbart er “omstillingsparate” – eller som bare ikke er til sinds at opgive de værdier og idealer, de er vokset op med, blot fordi den altid flygtige tidsånd skifter endnu en gang.

Det er mænd, der ofte kommer på kant med hinanden, med kvinderne eller med loven. Mænd, der falder ud af de familiestrukturer, som i forvejen er i opløsning, eller falder igennem de stadig større huller i samfundets sociale og økonomiske strukturer. Og mænd, som de færreste andre instruktører har blik for eller orker at beskæftige sig med.

Som Johannes i den visuelt brillante ’Manden i Månen’ (1986), der efter seksten års fængsel skal forsøge at finde fodfæste i en verden, han ikke længere kender. Eller Viggo i den mere ligefremme ’De frigjorte’ (1993), der har været i et kvart århundrede på den samme arbejdsplads, men som i stedet for en belønning modtager en fyreseddel.

EMPATI OG KRITIK

For Erik Clausen har “billedet” altid været et centralt begreb. Han skaber billeder, oppe på lærredet eller i hovedet på beskueren. Og så tænker han som nævnt mere end de fleste over, hvem det er, der er med i de billeder, han nu i en menneskealder har projiceret ud i verden – altid med humor, kærlighed og empati, men også med et kritisk blik for samfundets skævheder og uretfærdigheder.

Underholdende er de, Clausens film, men også altid gnavende sten i skoen og påmindelser om alt det, som det er lettest bare at overse. Og som sådan udgør de tilsammen et unikt oeuvre i dansk film. Dét er nok værd at fejre!

Lars Movin, forfatter, instruktør og seriekurator
Prami Larsen, leder / Filmværkstedet
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket