Tanker om stort og småt
Filosofisk Filmfestival henvender sig til et bredt publikum. Som noget nyt lægger vi med skræddersyede samtalekort op til, at refleksionerne oven på udvalgte film kan fortsættes i caféen Lille SULT over et glas vin, en varm dagens suppe – eller du kan tage samtalekortet med dig videre. Læs mere nederst på siden her!
Filosofisk Filmfestival er tilbage, og i februar 2025 præsenterer vi et program, der er større end nogensinde – og som udforsker eksistens, moral, samfund og virkelighed.
Filmene kan opdeles i fire grupper, der hver især rejser centrale filosofiske spørgsmål.
Film som den drilske 'Wittgenstein', portrætdokumentaren ’Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival’ og den filmanalytiske 'The Pervert's Guide to Cinema' med Slavoj Zizek ved roret bringer os tæt på historiske og nulevende filosoffer og deres tænkning.
I film som 'Himlen på jorden', ‘Den sorte krystal’, ’Og livet går videre’ og 'Drengen og hejren' undersøges, hvordan mennesket relaterer sig til noget større end sig selv, og hvad det kræver eller betyder at finde sin plads i verden.
Film som 'Eyes Wide Shut', 'The Lighthouse' og 'Vanilla Sky' udforsker, hvordan vores perception former vores forståelse af virkeligheden. Her stilles der spørgsmål ved, hvad der er ’ægte’. Vi bruger bl.a. filmene til at undersøge, hvordan vi navigerer i en stadig mere digital verden.
Endelig er der en stribe film, der skildrer dilemmaer hos individer under ydre pres. ’Frygtens pris’, 'Oppenheimer' og ’Martyrs udfordrer således normer og konventioner, reflekterer over etiske dilemmaer og samfundets indflydelse på individet.
Og så er der masser af plads til det quirky – film med kultstatus og kultpotentiale, talks med overraskende indfaldsvinkler og meget andet.
Filosofisk Filmfestival henvender sig til et bredt publikum. Festivalen appellerer til både filmelskere, der søger film med intellektuelle og filosofiske dimensioner, og til dem, der er interesseret i at reflektere over temaer som identitet, etik, moral, teknologi og samfund.
Det er en festival for både erfarne filosoffer og nybegyndere, der ønsker at udvide deres perspektiver og få nye indsigter gennem filmens form.
Alle er velkomne til åbningsreception i Cinematekets Asta Bar søndag den 4. februar efter ‘Eyes Wide Shut’.
FOOD FOR THOUGHT
Som noget nyt lægger vi med skræddersyede samtalekort op til, at refleksionerne oven på udvalgte film kan fortsættes i caféen Lille SULT over et glas vin, en skål suppe – eller man kan tage samtalekortene med i Spiseriet på Filmtaget, ind i Restaurant SULT og nyde den faste buffet – eller man kan tage kortet med hjem.
Læs mere om Restaurant SULT’s åbningstider og menu på www.dfi.dk/cinemateket/sult-i-cinemateket – og find samtalekortene i caféen Lille SULT i Cinematekets foyer efter nedenstående visninger:
LØRDAG DEN 15. FEBRUAR
18.00: The Lighthouse (Robert Eggers, 2019) + talk
SØNDAG DEN 16. FEBRUAR
16.30: Akira Kurosawas drømme (Akira Kurosawa, 1990)
19.00: Oppenheimer (Christopher Nolan, 2023)
19.15: Himlen på jorden (Terrence Malick, 1978)
TIRSDAG DEN 18. FEBRUAR
16.45: Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival (Fabrizio Terranova, 2016)
ONSDAG DEN 19. FEBRUAR
16.30: Oppenheimer (Christopher Nolan, 2023)
17.30: Manden der tænkte ting (Jens Ravn, 1969)
19.45: Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival (Fabrizio Terranova, 2016)
20.00: Etikken og A-bomben (gratis samtale i Asta Bar)
TORSDAG DEN 20. FEBRUAR
18.45: Akira Kurosawa drømme (Akira Kurosawa, 1990)
LØRDAG DEN 22. FEBRUAR
19.00: Tal til hende (Pedro Almodovar, 2002)
19.15: Donna Haraway: Film + talk
SØNDAG DEN 23. FEBRUAR
16.30: Wittgenstein (Derek Jarman, 1993) + talk
TIRSDAG DEN 25. FEBRUAR
18.30: A Real Young Girl (Catherine Breillat, 1976) + talk
19.30: Donna Haraway: Film + talk
FREDAG DEN 28. FEBRUAR
16.45: Akira Kurosawa drømme (Akira Kurosawa, 1990)
19.00: Himlen på jorden (Terrence Malick, 1978)
OM FESTIVALEN
Dette års festival er lavet i samarbejde med Dansk Selskab for Filosofisk Praksis og forlaget Gyldendal. Kuratorer: David M. Larsson, Dennis J. Rosenfeld og Rasmus Brendstrup. Filmbeskrivelser: Rasmus Brendstrup og Vitus Falden.