Gene Hackman

Nyligt afdøde Gene Hackman (1930-2025) efterlod sig en kolossal arv i Hollywood og filmhistorien. Cinemateket dykker ned i marts, april og maj ned i hans store skuespilkarriere.

Serien byder på fem håndplukkede film, alle mesterværker. Der er størst vægt på de krimidramaer fra 1970’erne, der har formet både karriere og eftermæle, men udforsker også hans mere komiske side i rollen som patriark i Wes Andersons ’The Royal Tenenbaums’ (2001).

Med på listen er naturligvis også ’Mississippi Burning’ (1988), hvor Hackman blev Oscar-nomineret for sin rolle en FBI-agent, der efterforsker racistiske forbrydelser i Sydstaterne. Den vises i Cinemateket for første gang i over 20 år.

EN ANDERLEDES BEGYNDELSE

Der er meget, vi ikke får med, men som fortjener nogle ord med på vejen.

I 1956 blev Gene Hackman optaget på teaterskolen Pasadena Playhouse i Californien, hvor han blev ven med Dustin Hoffman. De imponerede lærerne i meget ringe grad (Hackman fik faktisk skolens dårligste karakterblad nogensinde), så i 1960’erne endte Hackman, Hoffman og en tredje ung, ukendt skuespiller – Robert Duvall – i samme lejlighed i New York, mens de kæmpede for at få skuespillerjobs.

"Det var psykologisk krig. Jeg ville ikke lade de der mennesker få mig ned med nakken og insisterede over for mig selv på, at jeg ville fortsætte med at gøre hvad som helst for at få et job. Det var mig mod dem. Og på en måde har jeg det desværre stadig sådan," udtalte Hackman i 2004, da filmkarrieren reelt var ovre.

Lige så stille kom opgaverne – på teater og, fra 1964, i film.

Og i 1971 det endelige gennembrud i ’The French Connection’ (1971), hvor Hackman brillerer som den hårdkogte betjent ”Popeye” på jagt efter narkosmuglere.

JORDSTRYGERE MED ÆRE

Gene Hackman havde en imponerende evne til at slippe ud af de værste jordstrygere med æren i behold, og det var ham, der trak læsset med uudslukkelig professionalisme, når den omgivende film ikke kunne levere varen.

Selv en umulig, pappet rolle som fandenivoldsk pastor i klicheparaden ‘SOS Poseidon kalder’ forlenede han med energi og overbevisning. Og han magtede at få endog meget unaturlige replikker til at klinge fuldkommen troværdigt.

Med simple virkemidler – ikke nogen method acting-manerer her – udstrålede han en solid jordbundethed. Han spillede med en naturlig autoritet, som kunne virke frygtindgydende, men det egentligt gribende var den underliggende kerne af menneskelighed og værdighed i Hackmans portrætter.

Troen på, at der findes et bankende hjerte bag selv de hårdeste facader, var hans største styrke. Og den blev ofte blot røbet af et glimt i øjet, et knæk i stemmen, en snert af det karakteristiske skæve smil. Stor humanisme formidlet med stor økonomi. Gene Hackman i en nøddeskal.

TO OSCARS

Hackman vandt to Oscars: Den første som bedste mandlige hovedrolleskuespiller for præstationen som Jimmy "Popeye" Doyle i William Friedkins actionthriller 'The French Connection' (1971), den anden for bedste birolle som den skurkagtige sherif i Clint Eastwoods westernfilm 'De nådesløse' (1992).

Han blev også Oscar-nomineret for tre andre roller: Som Buck Barrow i kriminaldramaet 'Bonnie og Clyde' (1967), som universitetsprofessor i dramaet 'I Never Sang for My Father' (1970) og som FBI-agent i det historiske drama 'Mississippi Burning' (1988).

Æret være Gene Hackmans minde.

Brian Iskov, filmskribent
Sophie Engberg Sonne og Rasmus Brendstrup, programredaktører / Cinemateket