Women in Global Health
Global Health Film Days vender tilbage til Cinemateket for tredje gang den 15. – 23. april 2023 og tager os endnu engang med på en spændende jordomrejse, hvor sundhed er omdrejningspunktet.
Med ti stærke dokumentarer viser festivalen, at global sundhed angår os alle – især på en stadig mere forbundet planet, der står over for flere trusler og udfordringer, såsom klimaforandringer, konflikter, pandemier, kroniske sygdomme og aldrende befolkninger. Disse kriser påvirker kvinder, piger og deres sundhed uforholdsmæssigt meget. Dertil kommer, at kvinder også er det bærende fundament i verdens sundhedssystemer, hvor de udgør 70 procent af sundhedspersonalet og 90 procent af frontlinjemedarbejderne.
Derfor har festivalen i år udvalgt film, der portrætterer modige og inspirerende kvinder i global sundhed. De kæmper alle mod uretfærdige systemer og forsøger at gøre godt med de ressourcer og den stemme, de har. Det er gennem deres historier, at vi alle kan blive inspireret til handling for en mere feministisk og ligeværdig global sundhedsdagsorden i fremtiden.
Opdag, hvordan klimakrisen negativt påvirker kvinders evne til at brødføde deres familier; hvordan de yder omsorg og pleje i krig og humanitære kriser; hvordan de siger nej til digital mobning og kønsbaseret vold; hvordan de finder venskab og solidaritet i ældreplejen; og hvordan de kæmper for autonomi over deres krop og seksualitet.
Globale udfordringer og muligheder, som er altafgørende for menneskers og klodens fremtidige velbefindende, kræver, at vi handler sammen. Og det er netop udgangspunktet for Global Health Film Days. Gennem film, paneler, foredrag og socialt samvær udforsker festivalen udfordringerne og mulighederne for en sundere og mere bæredygtig fremtid, så alle forlader biografen inspireret til handling.
Festivalen er arrangeret af Københavns Universitets School of Global Health og støttet af Novo Nordisk Fonden.