Hugo Fregonese

Den argentinske instruktør Hugo Fregonese (1908-87) er ulykkeligvis ukendt for langt de fleste biografgængere. I sine velturnerede film, der skildrer strejfere, rodløse mennesker på flugt, spejlede han i høj grad sit eget rastløse liv. Han levede og optog film i et hav af forskellige lande: Argentina, USA, England, Frankrig, Italien og Tyskland.

Inspireret af festivalen Il Cinema Ritrovato i Bologna, der satte Hugo Fregoneses film på plakaten denne sommer, ønsker vi at gøre hans navn mere kendt i en bredere kreds. Fregonese instruerede film i fire årtier, men vi har valgt at lægge vores fokus på en række af de kvalitetsfilm, instruktøren optog i 1950'erne, de fleste i Hollywood. Flere af Fregoneses værker er i de senere år blevet restaureret, bl.a. den mesterlige 'Dødstrommerne' (med en af amerikansk films mest intense slutsekvenser), og de blev begejstret modtaget på festivalen i Bologna. Fregoneses film har været nærmest umulige at fange på et stort lærred, men nu er filmkopierne endelig tilgængelige for cinemateker, og er lige blevet vist på bl.a. MoMA i New York.

Hugo Fregoneses film fortjener anerkendelse for deres skarptskårne, komprimerede historier. Han forstod at skabe nuancerede personportrætter inden for det imponerende store antal forskellige genrer, han mestrede – western, film noir, thriller, fængselsdramaet – og hans karakterer fremstår altid som troværdige mennesker med komplekse følelser. Fregonese formåede også at udtrykke en samfundskritik, der var meget forud for sin tid, i Hollywood-systemet. Bl.a. i 'Præriens børn', hvor en uafhængig cowboy må tage faderrollen på sig og tage sig af fire forældreløse børn og samtidig beskytte en ung pige, der er blevet misbrugt af sin egen far.

Fregoneses egen rastløshed reflekteres i hans hovedkarakterer, der generelt er strejfere, som har svært ved at slå sig ned og finde sig til rette. De er altid på vej væk eller på flugt fra noget, og filmenes handling udspiller sig ofte i et elastisk spænd mellem ansvar og frihed. Et genkomment tema er også indespærring og klaustrofobi, der understreges af filmenes suveræne fotografering, der ofte indrammer personerne i små lukkede rum og skarpe vinkler.

Lone Nielsen Sardemann og Sophie Engberg Sonne, programredaktører / Cinemateket