Irene Papas

Den store græske skuespillerinde Irene Papas døde i september måned, 93 år gammel. Hun var med i over 70 film fordelt på seks årtier.

Vi hylder hende med et triptykon fra hendes glansperiode, 1960’erne, tre film, der viser hendes spændvidde: ’Electra’ (1962), ’Zorba, grækeren’ (1964) og ‘Z’ (1969). Klassisk tragedie, romantisk drama, politisk thriller.

Papas begyndte sin skuespillerkarriere i Grækenland på de skrå brædder, hvor hun fortolkede Ibsen, Shakespeare og klassisk græsk tragedie, før hun filmdebuterede i 1951.

Hun fik Hollywood-debut i i Robert Wises western ‘Tribute to a Bad Man’ (1956) med den kvindelige hovedrolle, og hun konsoliderede sin stjernestatus som den tapre modstandsleder i krigsdramaet ’Navarones kanoner’ (1968). I 1960’erne var Papas var her, der og alle vegne: I Hollywood og internationale koproduktioner såsom det britiske dronningedrama ’Anne of the Thousand Days’ (1969).

Alligevel er det de græske tragedieroller, hun står som særligt uløseligt forbundet til. Det er ikke mange skuespillere, der med god ret kan kaldes ikoniske – men Irene Papas kan.

"Jeg havde aldrig forestillet mig at se ansigtet på den store Apollo fra Olympia-templets gavlparti bevæge sig og komme til live. Nu har jeg set det," skrev filmkritikeren Dilys Powell om Papas præstation i hendes første af seks film af instruktøren Michael Cacoyannis, ’Elektra’ fra 1962.

Ti år senere skrev anmelderen Roger Ebert:

”Jeg glemmer aldrig hendes klagesang over sin døde mor. Jeg syntes dengang, at Irene Papas var den mest klassisk smukke kvinde, der nogensinde havde optrådt på film. Det synes jeg stadig.”

Papas’ forståelse for teatertraditioner båret af fysisk kontrol, drama og elegance er kombineret med en maksimal udnyttelse af closeup’ets kærtegn af kindben og gnistrende øjne. Hendes markerede, udtryksfulde ansigt er fuldt af fortællinger – også når hun er tavs.

Michael Cacoyannis’ Euripides-trilogi var også med til at gøre den græske tragik nutidsrelevant. Med ’Electra’ (1962), ’Kvinderne fra Troja’ (1971) og ’Iphigenia’ (1976) satte han med stort held Papas' dramatiske skønhed op mod realistiske græske landskaber.

Selv da filmkarrieren kort efter årtusindskiftet var lagt på hylden, optrådte Papas på scenen i Rom i 2003 med Euripides' Hecuba, og i 2005 instruerede hun Antigone på det græske teater i Syracusa. Hun helligede sig også etableringen af skuespillerskoler i Rom og Athen.

Hendes svanesang på film var ganske passende en sang i Manoel de Oliveiras ’A Talking Picture’ (2003): Om bord på et krydstogtskib i Middelhavet holder Papas passagererne tryllebundet ved at synge en græsk folkesang. Hendes smukke contralto-stemme lever også videre på vinyl, hvor hun bl.a. har indsunget plader med musik af Vangelis og Mikis Theodorakis.

Ud over filmene byder vi den 8. januar på foredrag om græsk tragedie og den 17. januar på reception i samarbejde med Den græske ambassade.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket.