Jonas Mekas

De franske nybølge-instruktører talte om la caméra-stylo. Kameraet som pen. Den vision udlevede Jonas Mekas – som i år ville være fyldt 100 – til det yderste. Med et Bolex 16mm-kamera som redskab udviklede han en praksis, hvor hverdagens øjeblikke løbende blev omsat til filmisk poesi. Resultatet blev et monumentalt værk fortrinsvis bestående af ofte meget lange dagbogsfilm, der udspiller sig i spændingsfeltet mellem en dyrkelse af nuets skønhed og flygtningens evige længsel efter det tabte. Og hertil et lige så omfattende forfatterskab, der fordeler sig mellem dagbøger, formidling og poesi (på litauisk). Produktiviteten var enorm og fortsatte usvækket helt frem til Mekas’ død i januar 2019. Han blev 96 år.

Jonas Mekas voksede op i landsbyen Semeniškiai i Litauen og blev som millioner af andre sendt på flugt under Anden Verdenskrig. Efter fem år i interneringslejr i Tyskland ankom han i oktober 1949 til New York og måtte begynde forfra med alting: nyt sprog, ny identitet og et liv, der var blankt som en ikke-eksponeret celluloidstrimmel. De levende billeder blev det nye hjemland. Mekas gjorde det til en rutine at opleve og udtrykke sig gennem Bolex-kameraet. Og samtidig satte han sig fra omkring 1960 i spidsen for en ny filmbevægelse: New American Cinema. Han udgav et filmtidsskrift, skrev klummer i ’The Village Voice’ og tog initiativ til en række institutioner, senest det fortsat fungerende filmmuseum Anthology Film Archives. I årtier var Jonas Mekas avantgarde, opposition, undergrund. Siden blev han selv en institution, både som filmmager og som en utrættelig frontkæmper for filmkunstens mangfoldighed. Dét er nok værd at fejre! Serien er realiseret i samarbejde med Litauens Ambassade (Liana Ruokyte-Jonsson).

Lars Movin+Jesper Andersen, programredaktør, Cinemateket