Kira Muratova

Måske har du aldrig hørt om Kira Muratova? Det er der i givet fald en god grund til. Den ukrainske instruktør brød frem under slut-60’ernes kolde krig, men med sin forkærlighed for poetiske og absurde fortællinger var hun ikke ligefrem et ideelt match med Sovjetunionens strømlinede folkeopdragelse. Flere af hendes film blev censureret og lagt på hylden af staten, og de så først dagens lys med årtiers forsinkelse i slut-80’erne.

Selvom Kira Muratova (1934-2018) med tidens løb har opnået en vis international anerkendelse, er hendes film forblevet offentligt undereksponerede. Og det er en skam, for de byder på uforudsigelige kunstneriske visioner og et kig ind i et Østeuropa, som du næppe har set det skildret før.

Med et tørhumoristisk – og ofte kynisk – blik skildrer Muratova de rigide og absurde sider af det sovjetiske og postsovjetiske samfund. Men hendes blik er ikke ligeud politisk. Hun fokuserer på individer, intime fortællinger og samfundets indvirkning på menneskelige relationer.

Muratova placerer sig et sted mellem den klassiske narrative filmkunst og den mere avantgardistiske ende af spektret. Hun er til tider stille og subtil – særligt i de tidlige film, der foregår uden for byerne blandt landmænd, bondekoner og husdyr. Andre gange er hun formeksperimenterende og legesyg – som i svanesangen ’Eternal Homecoming’, hvor enkelte replikker gentages ud i det uendelige, uden nogen som helst logisk forklaring. I alle tilfælde er der tale om enestående filmkunst, som man ikke skal snyde sig selv for at opleve på det store lærred. Tak til Dovzhenko Centre i Kiev for samarbejde.

Oscar Pedersen, programmedarbejder / Cinemateket