Japanske mysterier med danske forklaringer
Cinemateket sætter fokus på Haruki Murakami gennem talks og filmdebatter med dem, der kender Murakami og værket indgående – og fejrer bl.a. forfatteren på hans 70 års fødselsdag.
Haruki Murakami (f. 1949) tilhører en sjælden art. En forfatter, hvis mystiske, irrationelle skæbnehistorier er hinsides enhver genrebestemmelse, men som alligevel topper bestseller-listerne gang på gang.
En stemme, der er smedet sammen med japansk kultur og skriftsprog, men som samtidig er blevet fremragende fortolket af både vietnamesiske, svenske, sydkoreanske, amerikanske og danske filminstruktører.
Spørgsmålet er: Hvad er det, Murakami og hans fortællinger kan?
I anledning af forfatterens 70-års fødselsdag den 12. januar og den aktuelle biografpremiere på Lee Chang-dongs nye Murakami-filmatisering, Cannes-hittet 'Burning', dykker vi ned i forfatterskabets tematikker og mysterier med både filmisk, litterært, historisk og sociologisk blik – godt hjulpet af hans faste oversætter Mette Holm og andre gæster.
JAPANSK OG INTERNATIONAL
Murakami er især berømt for 'Kafka på stranden' og 'Trækopfuglens krønike'. I 2016 fik han den store H.C. Andersen-pris på 500.000 kr. i København – en hændelse, der spiller en central rolle i dokumentaren 'Murakami Dreaming' (2018).
Gennem forfatterskabet har Haruki Murakami beskæftiget sig med en række særligt japanske fænomener. ’Hikikomori’, hvor teenagere isolerer sig på deres værelse i årevis. Jordskælv som et eksistentielt grundvilkår. En særligt smertelig krigshistorik. Gamle dages hyperkonservatisme sat over for en punket ungdom. Af disse grunde er han ikke populær alle steder i hjemlandet.
Samtidig er det problematisk at betragte Murakami som et rent japansk fænomen, for han er i den grad kosmopolit: Ekspert i jazz og græsk drama, ynder af The Beatles, tilknyttet eliteuniversitetet Princeton og med tidligere bopæl i både Frankrig og Italien.
Vi prøver at samle nogle af alle disse tråde gennem talks og filmdebatter med dem, der kender Murakami og værket indgående.
Kom tættere på Murakami og mode, melankoli, musik og skæbne. På mad og drikke hos Murakami, kunsten at oversætte ham, og kom ind Og ikke mindst er der en tråd, der løber gennem forfatterskabet: Kærlighedens komplekse psykologi.
På udvalgte dage regner vi med at Forlaget KLIM kommer og sælger bøger til favorable priser - mere herom følger.
NB: Vi har desværre måttet tage 'Chungking Express' ud af programmet af rettighedshensyn.
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket