Robert Flaherty

Robert Flaherty (1884-1951) skabte sensation med ’Nanook – en Canadisk Eskimo’ (1922), der er blevet kaldt filmhistoriens første dokumentarfilm. Den er et rørende portræt af en inuit-familie i arktisk Canada. Sammen med familien iscenesatte Flaherty en verden, som lå i forlængelse af inuitternes eget liv, men også afspejlede Flahertys romantiske blik på deres livsform. Filmen blev – med sin tydelige brug af greb fra fiktionsfilmen – en stor biografsucces over hele verden.

Et lille produktionsselskab, der senere skulle blive til Paramount Pictures, sendte i 1923 Flaherty til Samoa i Stillehavet i håb om at gentage succesen. Flaherty-familien boede et år på stedet og skabte ’Moana’ (1923) i samarbejde med lokale amatørskuespillere. Flahertys hustru betegnede filmen som en “dokumentation af en døende kultur”.

I den smukke ’Man of Aran’ (1934), der blev optaget på Aran Islands ud for den irske vestkyst, skildrede Flaherty igen ukuelige mennesker i evig kamp med naturen. Flaherty karriere var farverig og omskiftelig, præget af strandede og konfliktfyldte projekter. Det gælder også de to sidste film i serien, ’Tabu’ (1931) og ’Elephant Boy’ (1937), som blev til i samarbejde med henholdsvis F.W. Murnau og Zoltán Korda. Begge film bærer tydeligt præg af Flahertys emnevalg og stil.

Flaherty konstruerede i sine film fiktive familieforhold, og tidligere traditioner og livsformer blev genoptaget og præsenteret som var de stadig aktuelle. Han fik blandt andet fangerne ved Hudson Bay til at bruge harpuner i ’Nanook’ i stedet for deres vante geværer.

I 1920'erne var samoanere i Stillehavet typisk iført moderne vestligt tøj under indflydelse af kristne missionærer, men Flaherty bad under optagelserne til ’Moana’ pigerne optræde topløse, mens andre blev iført traditionelle tapa-klædninger, lavet af bark fra mulbærtræet. Robert Flahertys tilgang var eksotiserende og iscenesættende snarere end nøgternt observerende. Han ville med sine film demonstrere over for et vestligt publikum, at et liv uden for den moderne civilisation er et lykkeligt liv – selv under de mest øde og barske naturbetingelser.

Flaherty tilbragte måneder sammen med sine karakterer og inddrog dem ofte i produktionsprocessen. Han anvendte iscenesættelse og rekonstruktion og skabte en unik hybridform, som betragtet fra nutidens perspektiv – hvor begrebet ”dokumentarisme” hele tiden bliver udvidet og udfordret – fremstår eksperimenterende og moderne.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket