Sidney Lumet

Allerede debutfilmen ’12 vrede mænd’ er med sin sveddryppende intensitet og gudesmukke sort/hvid-billeder uafrystelig i sin nærvær. Og Sidney Lumet (1924-2011) er igennem sin syv dekader lange karriere garant for film med sitrende nærvær, æggende nærbilleder og en intensitet skåret over menneskelig sårbarhed: Der er altid en overbevisende kraft i Lumets iscenesættelse.

Den produktive instruktør med polsk-jødiske aner indspiller to tredjedele af sine film i New York – byen, der ifølge Lumet kan blive til det, du ønsker: Den kan være iskold og varm (både følelsesmæssigt og som kulisse), den er en endeløs palet på alt det, du drømmer om at fortælle, og Lumet greb altid storbyens mulighed som puls og baggrund for sine eminent instruerede skuespillere.

Kun en enkelt film (uden for denne serie) skabte Lumet i Hollywood – ifølge instruktøren et af de forfærdeligste steder, befolket af arrogante og rige mennesker! Hans film er lige ud af den aktuelle virkelighed, og Lumet gengiver den med en helt naturlig dialog, med et væld af ægte detaljer og med skuespillere, der er som trådt ud af tilværelsen. Ingen Hollywood-fernis her.

Politiken skrev bl.a. om ’Pantelåneren’, at det er ”en af de vigtigste film, som i de senere år er kommet fra Amerika. Det mærkes tydeligt, at den ikke stammer fra Hollywood, men fra New York. Den virker fornyende. Her hersker øjensynligt et friskere filmklima.” Noget, som Lumet gentagne gange bekræfter i sin smittende underholdende bog ”Om at lave film (Making Movies)” (1995) – lån og læs den på Filminstituttets Bibliotek.

Det pragtfulde ved Lumets film er, at samfundskritikken og filosofien på intet tidspunkt gemmes som dunkle lag, der skal graves frem med sindrige fortolkninger. Alt ligger i den perfekt doserede handling – som altid når amerikansk film er god – og Lumet er blandt de bedste.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket