Stop-motion

Øjet kan ikke nå at afkode hvert enkelt billede, når en film flimrer forbi med 24 billeder i sekundet, og derfor kommer billedstrømmen til at virke levende. Stop-motion-teknikken udnytter dette på genial vis: En figur – fx en abedukke eller et får af ler – placeres foran kameraet og filmes med ét billede ad gangen. Før hvert nyt billede bevæges figuren en lille smule, og når den færdige film vises, ser det ud som om figuren bevæger sig af sig selv.

Den første film, der bruger teknikken er ’The Humpty Dumpty Circus’ (1898) – tillykke med 125-års jubilæet! Forinden havde fotografen Eadweard Muybridge vist vejen med sine berømte billedserier af heste og sportsfolk, der skaber bevægelse ved hjælp af korte intervaller.

’Den forsvundne Verden’ (1925) er den første film, hvor stop-motion-figurer optræder i de samme billeder som levende skuespillere – en teknik, der senere skulle blive forfinet til perfektion af animatoren Ray Harryhausen, hvis uhyggeligt livagtige monstre og skeletter kan ses i film som ’Jason og det gyldne skind’ og ’Sinbads syvende rejse’.

Det traditionsrige tjekkiske dukketeater var udgangspunktet for instruktørerne Jiri Trnka og Karel Zeman, hvis dukkefilm sprængte alle rammer for, hvad man troede genren kunne. Kampscenerne i Trnkas ’Høvdingen tjekke og hans slægt’ (1953) er eks. blevet sammenlignet med japanske Akira Kurosawas kamp-koreografier.

I dag er vi måske mest tilbøjelige til at forbinde stop-motion med claymation (stop-motion med ler), fordi studier som engelske Aardman (Frode Får) og amerikanske Laika (Coraline) er så suveræne på dette felt. Den tjekkiske ’Mus og Ræv i den syvende himmel’ (2021) og den belgiske ’Cowboy, indianer og hest – filmen’ (2009) er imidlertid stop-motion-film, der både teknisk og indholdsmæssigt er helt anderledes.

Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket