Surrealisme gennem 100 år

”Jeg tror på en fremtidig opløsning af skellet mellem to tilsyneladende modstridende tilstande, nemlig drøm og virkelighed.”

Surrealismens manifest blev formuleret af forfatteren og digteren André Breton for præcis 100 år siden, den 15. oktober 1924, og det fejres dette efterår verden over, bl.a. med en gigantudstilling af hovedværker i Pompidou-centret.

Surrealismen var en bevægelse inden for billedkunst og litteratur, der opstod i Frankrig og blomstrede i Europa og USA mellem de to verdenskrige. Den havde også en meget vigtig filmisk gren, anført af makkerparret Dalí og Buñuel.

Filmmediet kunne nemlig som ingen anden kunstart genskabe en uvirkelighed, der føltes virkelig.

1920’ERNES KAMP OM DRØMMEN

Surrealisternes ‘bevægelse’ havde flere fraktioner med rødder i diverse andre avantgardebevægelser, og de surrealistiske kunstnere delte ikke en fælles stil. Nogle arbejdede med spontane teknikker, mens andre arbejdede yderst detaljeret og koreograferet. Men de delte fascinationen af det bizarre, det selvmodsigende og det irrationelle.

De surrealistiske kunstnere trak i vid udstrækning på psykoanalytikeren Sigmund Freuds teorier om det ubevidste og drømme. Bevægelsens førende teoretiker André Breton sagde, at surrealismens mål var at forene drøm og virkelighed i en slags ”absolut virkelighed, en surrealitet, om man vil.”

BEGREBET SURREALISME

Ordene kan virke forvirrende, selv i dag, for begrebet surrealitet (på fransk) betød reelt superrealitet – ikke et ord, vi i dag ville associeres med surrealistiske værker. Ordet havde han fra en anden og ældre digter, Apollinaire, der brugte det i en helt anden kontekst. Og ingen af dem kan siges at være opfindere af det, vi i dag ville kalde ‘det surreelle’. Tænk bare på Hieronimus Boschs malerier fra omkring år 1500 – og fra mytestof verden over.

“Smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord,” skrev digteren Lautréamont tilbage i 1869) – ord, der tjente en inspirationskilde for surrealisterne i deres uventede sammenstillinger af genstande fra dagligdagens verden.

Sådan er historien om surrealismen: Den vandrer, defineres, udfordres, erobres, mistes igen. Ikke mindst åbner den for diskussion. Er en thriller som ‘Inception’ surrealistisk? Er psyko-horrorfilmen ‘Donnie Darko’?

Det kommer an på både definition og fortolkning. Men det er nok ikke forkert at sige, at vi uden den historiske surrealisme ikke havde haft hverken David Lynchs, Alejandro Jodorowskys, Yorgos Lanthimos’ eller det japanske Studio 4C’s fabulerende og hjernevindings-udfordrende filmsekvenser.

VELKOMMEN TIL HISTORIEN

Til denne serie har vi sat os for at lave et historisk længdesnit og bruge en bred definition af surrealisme som afsæt: Film, der direkte eller indirekte er inspireret af teorier om det underbevidste, af det irrationelle, legende og spontane. Tusinder af andre film kunne have været valgt – og nogle af dem kan man finde i andre af programmets serier – se i vores trykte program efter film fremhævet med pink titler.

Vi har udvalgt film, der udnytter den filmiske montages eller animationens muligheder for uventede sammenstillinger, og som afspejler deres samtid på interessante måder. Der er en verden til forskel på Buñuels leg med katolske præster anno 1928 og cybervirkelighedens troldspejl i animationer på denne side af årtusindskiftet.

Carsten Olsen, Sophie Engberg Sonne og Rasmus Brendstrup, programredaktører / Cinemateket