Wikke & Rasmussen

Om man så taler med sin hund (som i ’Hannibal & Jerry’), tilfældigvis er født med vinger (som i ’Der var engang en dreng’) eller er besat af at spille en gås i et computerspil (som i ’Gooseboy’). Der er plads, respekt og lydhørhed i Wikke og Rasmussens rummelige og bundcharmerende univers.

Men alle mennesker har samtidig et potentiale til at udvikle sig og træde i karakter – som når Eva og farmor stikker af fra plejehjemmet og tager på roadtrip i ’Flyvende farmor’, eller Hannibal udfordrer den skumle legetøjsfabrikant Onkel Morfar (der i virkeligheden ikke kan lide børn) i ’Hannibal & Jerry’.

Wikke & Rasmussens film besidder en aldrig vaklende tro på det gode i menneskene samt et veludviklet og kærligt blik for alt det skæve og skøre i livet. ”Hvis man ikke tror på det gode, er der ingen grund til at være til. Kærligheden er drivkraften i alt, den er en basal følelse på tværs af alle grænser,” som Michael Wikke har formuleret det.

Kærligheden til det danske landskab er et andet gennemgående træk i filmværket, både land og by skildres på forskellig (og overraskende) vis i filmene, men begge dele fremstår på forunderlig friske, som om man så dem for første gang – genfortryllede i instruktørernes kærlige optik.

Fra københavnerlokaliteter som Skudehavnen og Knippelsbro i ’Russian Pizza Blues’, over de pangfarvede postmoderne forstadslandskaber i ’Hannibal & Jerry’ og ’Der var engang en dreng’, til beton-gentrifikation i Ørestaden i ’Gooseboy’. Det er oplagt at anskue Wikke & Rasmussens filmværk som et stykke københavner- og danmarkshistorie.

God fornøjelse – og husk, at filmene ’Russian Pizza Blues’, ’Motello’ og ’Se dagens lys’ ikke er deciderede børnefilm, men mest henvender sig til unge og voksne. Læg også mærke til, at Wikke & Rasmussen selv besøger Cinematekets Filmklub dem 18. maj og præsenterer ‘Hannibal & Jerry’.

Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket