Kvindernes filmkunst ud af glemmebogen
De kvindelige filminstruktørers aftryk på filmhistorien har været stærkt undervurderet. I sit storværk ‘Women Make Film: A New Road Movie Through Cinema’ giver filmkritikeren Mark Cousins dem genoprejsning.
'Women Make Film' er et storværk, en maratondokumentar på 14 timer opdelt i fem blokke, om kvindernes oversete betydning for filmens historie, skabt af den nordirske instruktør og filmkritiker Mark Cousins. Cousins har skrevet mange populære bøger om filmhistorie og står bl.a. bag dokumentarfilmen 'The Story of Film: An Odyssey' fra 2011. Han er en gudsbenådet formidler og har med stor succes øst af sin indsigt og store kærlighed til film til en bred offentlighed af filmelskere og filmstuderende. Altid velforberedt, sansende og engageret kaster han lys på de store filmkunstnere og deres særegne stil, samt afdækker hjørner af filmhistorien, vi ikke anede fandtes.
I sit arbejde med at formidle filmhistoriske emner undrede det ham, at han selv kendte så få kvindelige filminstruktører, og han indså, at deres aftryk på filmhistorien har været stærkt underbelyst. Cousins satte sig for at opveje udeladelsen ved at inkludere hele 183 kvindelige instruktører i sin nye udforskning af filmens historie i værket 'Women Make Film', der er opdelt i 40 kapitler.
"Det her er en slags filmskole, hvor alle lærerne er kvinder" pointerer skuespilleren Tilda Swinton, der er en af filmens mange fortællere, side om side med andre kendte navne som Debra Winger og Jane Fonda. Med over tusind klip – inddelt i forskellige tematiske og stilistiske nedslag – ønsker 'Woman Make Film' at gå imod den traditionelle, mandsdominerede forståelse af filmhistorien. Og den gør det på en levende og underholdende måde, hvor alle kan være med. De fem blokke kan tilmed uden problemer ses uafhængigt af hinanden.
Nogle instruktører er velkendte, såsom Kathryn Bigelow, Jane Campion, Agnès Varda, Andrea Arnold, Lone Scherfig, Chantal Akerman, Céline Sciamma, Astrid Henning-Jensen og Mia Hansen-Løve, men der er også navne fra fjerne kontinenter, som de færreste har hørt om til trods for deres geniale, kunstneriske greb om filmmediet. Tag med på en roadmovie gennem filmhistorien, gnid øjnene og se filmhistorien på ny. Du vil ikke ønske at se dig tilbage.
Bemærk: Cinemateket tilbyder et rabatkort på kr. 300 for alle fem blokke i ‘Woman Make Film’, så du har mulighed for at se alle fem dele samlet til reduceret pris. Rabatkortet gælder kun til serien ‘Women Make Film’, men du må gerne dele rabatkortets fem klip med andre. Rabatkortet kan købes fysisk i Cinematekets billetsalg.
Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket og Women in Film & Television, Danmark