Flyvende start for Cinematekets unge-redaktion 'Mørkekammerater'

Sidste år initierede Cinemateket projektet 'Cinemateks-piloterne', der inviterede en gruppe kulturelt engagerede unge mennesker i alderen 15-27 år til at skabe filmevents og -arrangementer, som de selv gad deltage i. Det første de gjorde, var at ændre navn til 'Mørkekammerater'. En selvstændig virketrang, der har kendetegnet projektet lige siden. Nu starter rekrutteringen af medlemmer til den kommende sæson.

Da Cinemateket i august 2016 besluttede at invitere generation z med ind i sin redaktionsgruppe, gav søsterinstitutionen SMK, der havde erfaring på området, et velmenende råd: Undlad at begrænse dem! For motivationen holdes i top – og resultaterne bliver bedst, hvis de unge mennesker får lov til at arbejde frit og uden rammer. 

Dét var en øvelse, der fordrede en god portion tillid, is i maven og villighed til at fejle. Selvom Mørkekammerater har fået frit spil, har de dog stadig til gode at fejle. Gruppen har haft bragende succes med de syv arrangementer, de indtil videre har stået i spidsen for.

 

"Før vi startede havde jeg ikke forestillet mig, at vi ville få så stor indflydelse på vores egne arrangementer"

 

Fakta om Mørkekammerater

  • Mørkekammerater består af 15 unge mennesker i alderen 15-27 år med et stærkt, kulturelt engagement
  • Gruppen er udvalgt på baggrund af ansøgning til Cinematekets programredaktion
  • Målsætningen med projektet er at skabe indhold til Cinemateket, som engagerer nye og yngre målgrupper - og udfordrer den klassiske biografoplevelse
  • Til august rekrutterer gruppen nye medlemmer. Hold øje med Cinematekets Facebook-side

Arrangementer

  • Tropisk drink-along med 'Cast Away' og Tom Hanks
  • 'Kom og vask min elefant' med drink-along og sæbeboblebar
  • Vejen ind i filmbranchen – talks med unge instruktører
  • 'Lost in Translation' med whisky og kareoke
  • 'American Psycho' med foredrag om yuppies ved lektor Rune Graulund, og bar
  • Ungdommens Folkemøde x Mørkekammerater, 'The Graduate' med besøg af digter Morten Reimar
  • 'Dødens gab' med sommerquiz og PH-film (torsdag den 6. juli)

Drink-along og karaoke-sang

Den mere etablerede del af Cinematekets programredaktion så betænkeligt til, da Mørkekammerater lancerede deres første arrangement: Tropisk drink-along med 'Cast Away' og Tom Hanks. Men selv om det lå på et traditionelt set umuligt tidspunkt blot to dage før jul, var salen fyldt til sidste sæde med forrygende stemning og glade, unge mennesker – mange af dem for første gang i Cinemateket.

Det samme gjorde sig gældende, da Mørkekammerater i april præsenterede Sofia Coppolas 'Lost in Translation' med tilhørende whisky og kareokesang. Filmen har været vist et utal af gange i Cinemateket – men denne gang fik den et særligt twist, der gjorde den relevant over for en helt ny gruppe kulturbrugere.

Mørkekammerater har til fulde levet op til de forventninger, Cinemateket havde til projektet. De har efter eget hoved og i eget sprog aktualiseret filmværker på nye måder og skabt nye, kulturelle fællesskaber omkring film, der kan være svære at have øje for, når man står uden for målgruppen. Samtidig har Mørkekammeraters arrangementer understøttet Cinematekets målsætning om – som en del af sit tilbud – at udfordre den klassiske biografoplevelse.
 
Projektleder Karina de Freitas Olesen udtaler: "Jeg har været helt tryg ved at lade de unge mennesker tage teten på nye initiativer og de har bare været SÅ seje. De har bredt sig over imponerende forskelligartede arrangementer og benyttet deres netværk til at krydre deres events."

 

Det nye hold skal sættes

Og de unge selv har også haft gode oplevelser som medlemmer af Mørkekammerater – både hvad angår samarbejde og resultater. Lars Skovgaard Laursen, som til dagligt studerer Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, udtaler: "Som frivillig i Cinemateket har vi fået de bedste rammer til at udvikle nye filmkoncepter til programfladen. De fastansatte har haft stor tiltro til os og givet os deres fulde opbakning fra start til slut. Det har resulteret i et godt fællesskab mellem os og mange vellykkede arrangementer. Det har været inspirerende og lærerigt at være en del af projektet. Før vi startede havde jeg ikke forestillet mig, at vi ville få så stor indflydelse på vores egne arrangementer. Det har været en positiv overraskelse, at gruppen er blevet tildelt så stort et ansvar, hvilket vidner om det hårde arbejde, som vi har lagt for dagen."

Henover sommeren er der 'vagtskifte' i Mørkekammerater. Nogle stopper – og nogle bliver og bygger videre på de erfaringer, gruppen allerede har gjort sig. Cinemateket glæder sig til at fortsætte arbejdet med sin unge redaktion: "Jeg er fuld af beundring for deres arbejde og entusiasme. Nu glæder jeg mig bare til næste sæson og til at se, hvad de kan finde på. Der er håb for de kommende generationer", afslutter projektleder Karina de Freitas Olesen, med et smil.
 
Rekrutteringen af nye Mørkekammerater starter primo august.