Bittersødt komediedrama med glimt i øjet

MÅNEDENS FILM. Fra Chile kommer en underfundig og begavet film om kærlighedens kvaler for en ung forfatterspire. Se ’Bonsai’ 9.-19. maj.

Den unge aspirerende forfatter Julio får til opgave at renskrive en ældre kollegas kommende roman. Han mister dog hurtigt jobbet igen, men for ikke at tabe ansigt over for sin kæreste beslutter han sig for selv at skrive bogen færdig. Han bygger den på forholdet til kæresten Emilia fra studietiden - og lidt efter lidt løftes det smertelige slør for, hvorfor de to ikke længere er sammen.

Nogenlunde sådan kan man opsummere plottet i Månedens Film i maj, Christián Jiménez’ ’Bonsai’. Filmen var med i konkurrencen Un Certain Regard på sidste års filmfestival i Cannes, og kan nu ses for første gang på dansk grund. Umiddelbart en melankolsk historie om den forbistrede første kærlighed, men langt inden selvhøjtideligheden når at indfinde sig, destruerer filmens skæve stil ethvert tilløb til weltschmerz og navlepilleri.    

Charmerende underfundighed
Selvom 'Bonsai' er fyldt med litterære referencer og kan prale af op til flere lag i fortællingen, så er filmen langtfra nogen højpandet intellektuel udfordring. Med sit sære og underfundige plot, der springer frem og tilbage i hovedpersonens ungdomsliv, er filmen frem for alt en bittersød og morsom skildring af noget helt universelt - nemlig den evigt problematiske kærlighed. 

Jiménez har med ’Bonsai’ skabt en fin og finurlig film, der trods sit emne aldrig bliver hverken tung eller trist. Per Juul Carlsen fra Filmland på P1 drager paralleller til finske Aki Kaurismäki og amerikanske Wes Anderson og roser instruktørens opfindsomme leg med filmsproget.

Anmelderne skriver:

”… underfundig på den morsomme måde”; ”… leger med vores forventninger om hvad der sker i givne situationer i en film og en historie” (Per Juul Carlsen, Filmland på P1)

"... et lille, bittersødt kærlighedsdrama, en lavmælt eksistentiel fortælling om at blive voksen" (Liselotte Michelsen, Dagbladet Information)

★★★★ (Jacob Wendt Jensen, Berlingske)
 
★★★★ (Lærke Ina Krogaard, CinemaOnline.dk)

★★★★ (Nicolai Meldgaard Eskesen, Filmmagasinet Nosferatu)

★★★★ (Niels Roe, CinemaZone.dk)

Tid: 9.-19. maj.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.