Blodig Weekend gyser igen

BLODDRYPPENDE. Cinematekets årlige genrefilms-festival vender tilbage 26.-29. september. Blodet sprøjter, når de outrerede og grænsesøgende filmiske udtryk er i fokus.

Horror-festivalen Blodig Weekend transformerer tradition tro Cinemateket til et rent rædselskabinet af gruopvækkende filmoplevelser. Det er nemlig det bedste af det blodigste, der er på programmet i disse fire dage.

Da Blodig Weekend sidste år rullede sig ud i Cinemateket tiltrak det besøgende fra hele landet og bevidste, at der er et hungrende publikum for film i de mest skræmmende og yderliggående genrer. Men i år sætter vi barren endnu højere med vildere film og større horror-pinger.

Festivalen får blandt andet besøg af Ross Noble, der er et stort navn i engelsk stand-up. Noble slår vejen forbi Blodig Weekend i forbindelse med sin rolle som morderisk klovn i filmen ’Stitches’. Derudover kigger skuespillerne Thure Lindhardt og Charlotte Flyvholm forbi og introducerer film, de har medvirket i og som optræder på festivalens program.

Sangerinden Edda Dell’Orso, hvis stemme muligvis er mere kendt end hendes navn, vil ligeledes gæste Blodig Weekend. Edda Dell’Orso var nemlig vokalen i centrum, da Ennio Morricone fornyede det filmiske soundtrack i 60’erne. I dag står hendes distinkte timbre som selve inkarnationen af Morricones lydunivers.

Sammenholdt med et bugnende filmprogram, disker Blodig Weekend altså op med en cocktail, der indeholder det bedste fra genrefilmens verden. Det hele løber af stablen fra den 26. september.

Tid: Fra den 26. september til den 29. september
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12