BUSTER Børnefilmfestival

Så er det tid til film i børnehøjde! Cinemateket er centrum for Danmarks bedste børnefilmfestival, når BUSTER – som tidligere var en del af CPH PIX - for første gang står på egne unge ben. Dyk ned og syng med til sangene fra Bennys badekar og smag insekter med Græsrødderne. Desuden byder Børnebiffen på gratis visninger alle hverdagene i festivalperioden fra 23. sep. - 6. okt.

Classics

En ægte klassiker går aldrig af mode! Denne serier præsenterer de mest geniale filmklassikere for børn og unge på nye måder.

Dobbelt jubilæum: Drengen og jernkæmpen + Muppet går til filmen
Brad Birds hjertevarme animationsfortælling ’Drengen og jernkæmpen’, om en usandsynligt venskab mellem en dreng og en jernkæmpe, fylder 20 år. Samtidig kan frøen Kermit og hans venner fejre, at det er 40 år siden de tog springet fra tv til lærred med filmen ’Muppet går til filmen. Kom og se med, når de to klassikere bliver hyldet og vises på knitrende 35 mm film.
Jubilæum: ’Drengen og jernkæmpen’ 26. sep. kl. 16.30.
Jubilæum: ‘Muppet går til filmen’ 27. sep. kl. 16.30.

Den uendelige historie: Live-dubbing
Se Wolfgang Petersens fortryllende nyklassiker om den 10-årige Bastian som dagdrømmer sig ind i sin egen fantasi og pludseligt befinder han sig i Fantasia, et eventyrligt land fyldt med fantastiske væsner. Til visningen vil fire skuespillere dubbe filmen til dansk, direkte i salen!
Den uendelige historie: Live-dubbing 3. okt. kl. 18.30.

Ekstra, Ekstra, Ekstra!

’Ekstra, Ekstra, Ekstra’ er en programserie for de filmoplevelser, der bare er lidt ekstra. Her kan du se nogle af de bedste børne- og ungdomsfilm, der stiller skarpt på tidens aktuelle emner med efterfølgende aktiviteter, der udvider hele oplevelsen.

Bjergkøbing rejser til månen: En tur i verdensrummet
Tænk hvis man ejede månen. Det synes opfinderen Theodor Fælgen og hans medhjælper Sofus lyder som en vældig spændende tanke, og igangsætter derfor en større rumfartsekspedition med fuld opbakning og støtte fra den norske regering. Inden filmen inviterer astrofysiker Tina Ibsen på en kosmisk rejse ud i galaksen, for at gøre os klogere på rumfart.
Bjergkøbing rejser til månen: En tur i verdensrummet 28. sep. kl. 12.00.

Græsrødderne med insektsmagning
Den heltemodige opfinder Flink drager ud i naturen for at finde en flok skrappe krigerinsekter, der kan hjælpe myrerne i kampen mod den skumle Hopper og hans kumpaner. I underskovens hektiske rend støder Flink på en broget skare af cirkusinsekter, og så tager eventyret fart i en serie af skønne misforståelser. Efter filmen vil ENORM servere nogle af deres lækre, proteinfyldige og sunde orme.
Græsrødderne med insektsmagning 28. sep. kl. 14.00.

Sommeren med Rana: Mød instruktøren
Suzan bor hos sin mormor, mens hendes mor er udsendt som korrespondent i Syrien. I løbet af sommeren møder hun Rana, en syrisk flygtning som bor i den nærliggende flygtningelejr, og sammen fordriver de sommeren og knytter et tæt bånd til hinanden. Rana forstår Suzan, men kan Suzan helt forstå Rana og hendes fortid? Inden filmen kan du møde instruktøren Sanne Vogel, som vil fortælle om sine tanker bag den smukke og livsbekræftende historie.  
Sommeren med Rana: Mød instruktøren 29. sep. kl. 12.00.

Fokus på klima og natur

YouTube for Real: Laura Keil
Siden 2016 har youtuber Laura Caroline Keil opbygget en følgeskare på over 68.000 subscribers. Med fokus på rejser, sport og ikke mindst klima, inviterer hun seerne med ud i verden for at surfe, samle plastik og teste bæredygtige og miljørigtige alternativer. Nu har vi i stedet inviteret Laura til et Q&A, hvor hun også vil fortælle om sin tilværelse som youtuber, mens der løbende vil blive vist et udvalg af hendes bedste videoer.  
Youtube for real: Laura Keil 29. sep. kl. 16.30.

2040: Klimadag med tangbuffet
Den australske filminstruktør Damon Gameau rejser verden rundt på jagt efter klimakrisens løsningsmodeller for at vise sin lille datter og alle os andre, at der stadig er håb for en lys fremtid. I anledningen af BUSTERs klimadag byder det grønne projekt, Kysthaven, på spændende tang-snacks efter filmen.
2040: Klimadag med tangbuffet 4. okt. kl. 16.30.