BUSTER i Børnebiffen

Når BUSTER løber af stablen fra 27. september til 10. oktober, bliver det vanen tro med spritnye, skæve og skøre kortfilm for de alleryngste i Cinemateket. Du kan bl.a. opleve den frække Vitello, kendt fra Kim Fupz Aakesons populære børnebøger, tage med landevejsrotten på kagejagt eller komme med på en rejse gennem alle fire årstider! Vi viser også helt nye afsnit i serien om de gode venner, Rita & Krokodille, og så kan du stifte farverige bekendtskaber med pølseelgen, zebraen uden striber og mange flere.

Børnebiffen: Farverige bekendtskaber

Vi blænder op for masser af kulørte løjer og festlige fantasidyr! BUSTER inviterer de mindste indenfor i et univers befolket af pølseelge, talende meteorer og dansende zebraer. Det bliver skørt, lærerigt og rørende, når vi åbner op for historier om at føle sig anderledes og turde stå ved sig selv.

Find billetter her

Børnebiffen: Året rundt

Oplev årstiderne skifte med BUSTER, og tag med på en forunderlig rejse gennem efterår, vinter, forår og sommer i løbet af bare en halv time. Undervejs stifter I bekendtskab med naturens vilde fænomener og de fire forskellige årstider, så vejrudsigten melder både snevejr, blæst og dejligt solskin!

Find billetter her

Landevejsrotten

Livet på landevejen er ikke for sarte sjæle! Kom med helt tæt på den ubarmhjertige landevejsrotte og hans jagt efter kager. Det bliver en rejse på godt og ondt, når den lille rotte skal stå til regnskab for sin opførsel og finder meningen med tilværelsen i denne godmodige fabel af folkene bag 'Grøffeldyret'.

Find billetter her

Rita & Krokodille: Venner for evigt

Rita og Krokodille er stadig bedste venner! Men det er ikke altid nemt at enes, når man er så forskellige som de to er. Denne gang følger vi det umage par i medgang og modgang, når de sammen skal til fødselsdagsfest, en tur i biografen, spille kroket og mange andre sjove ting.

Find billetter her

Vitello i Børnebiffen

Tag med Vitello og vennerne ud at lave ballade i nabolaget! Vitello har mange fikse idéer og skøre planer, for han hader at kede sig - men det er ikke alle, der synes hans idéer er lige gode. Oplev et univers fyldt med humor, narrestreger, venskab og masser af selvtillid.

Find billetter her

Filmene spiller dagligt i Cinemateket i festivalperioden kl. 10.00 og kl. 11.00 i hverdagene og kl. 11.15 og kl. 12.30 i weekenderne.

BUSTER i Børnebiffen koster kun 17 kr. og er gratis for institutioner. Det er en god idé at booke billetter, da der kan være udsolgt, hvis I møder op på dagen. Billetterne købes gennem Cinematekets eget billetsalg eller via BUSTERs hjemmeside.

Se hele BUSTER- programmet her

Tid: 27. september-10. oktober
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: 17 kr. Til events kan der gælde særlige priser. Køb billetter på cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.