Carl Nielsens 150 år - film og kammermusik

FILM OG LIVEMUSIK. Cinemateket markerer Carl Nielsens runde fødselsdag med levende musik og komponist og forfatter Karl Aage Rasmussens sjældent viste dokumentarfilm 'Carl Nielsen – Lyset og Mørket' samt Erik Clausens spillefilm 'Min fynske barndom', baseret på Carl Nielsens erindringer. Alt sammen søndag den 29. november.

I år er det 150 år siden den verdenskendte danske komponist Carl Nielsen blev født. Han var ikke selv noget gennemharmonisk menneske, og måske er det noget af den manglende indre harmoni, man kan spore i det komplekse udtryk, der ofte pludseligt opstår midt i hans tilsyneladende fredfyldte musik. Nielsen havde lettere ved at lovsynge kærligheden i sin musik, end han havde ved at leve den.

Der bliver mulighed for at blive klogere på både musikken og manden bag, når Cinemateket søndag den 29. markerer den runde fødselsdag med arrangementet 'Carl Nielsen 150 år - film og kammermusik', hvor vi både viser komponist og forfatter Karl Aage Rasmussens musikalske dokumentarfilm 'Carl Nielsen - lyset og mørket' og Erik Clausens spillefilm 'Min fynske barndom'. Før filmene byder de to konservatorieuddannede musikere Julius Ditlevsen og Uffe Carl Hansen på smukke Nielsen-toner for fløjte og guitar.

Carl Nielsen - lyset og mørket

Komponist og forfatter Karl Aage Rasmussen fortæller historien om manden og komponisten Carl Nielsen - en historie der kommer omkring både lyset og mørket, Nielsens sensitivitet og intellektualisme, ambitioner og kærlighedsliv. Filmen fokuserer på det helt særlige personlige og kunstneriske talent, der gjorde Nielsen berømt som national sangskriver og samtidig også eksperimenterende modernist. Filmen giver også et portræt af Nielsens kone, skulptøren Anne Marie Carl-Nielsen, og ser hende og hendes kunst som både motiverende og forstyrrende faktorer i komponistens kunstneriske liv.

Min fynske barndom

'Min fynske barndom', der er baseret på Carl Nilsens bardomserindringer, fortæller om komponistens liv fra gåsedreng og trommeslager med landsbyens spillemænd til regimentsmusiker og komponist på tærsklen til verdensberømmelse. Men det er samtidig historien om en uforløst kærlighed, omsat til musikalsk inspiration. Claus Loofs smukke billeder af forårets grønne kærlighed, sommerens varme intensitet og efterårets smukke farveveksling og sørgmodige løvfald sætter Carl Nielsens liv og musik i perspektiv.

Tid: Søndag den 29. november kl. 15.15
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. +45 3374 3400