Hele 18 australske kunstnere - filminstruktører, performancekunstnere, skuespillere, animatorer - har stillet sig bag kameraet i denne uforbeholdne filmiske hyldest til forfatteren Tim Winton. ‘The Turning’ er en filmatisering af Wintons novellesamling af samme navn, hvis fletværk af fortællinger udspiller sig i en lille vestaustralsk kystby. Flere af beboerne står ved en skillevej, der får fortiden til at være påtrængende til stede i nutiden. Andre gennemgår vendepunkter i livet, der først med tiden træder frem som altafgørende. To drenge samler en tomler op på en støvet motorvej, en ung pige tilbyder et saltvandskys på en strand, en teenager overværer sin mor blive ydmyget af arbejdsgiveren. Filmen er et portræt og en kondensering af det moderne Australien, der på mange måder er jaget af sin fortid.
Alt afhængig af instruktør-temperament veksler filmen genremæssigt mellem det dystre og det lette. Men trods de mange kokke er sammenhængskraften forbløffende stærk. Mia Wasikowska imponerer bag kameraet i sin instruktørdebut. Cate Blanchett og Hugo Weaving er nogle af filmens store deltagende skuespillernavne, der glider ubesværet ind mellem de mange ukendte ansigter.
Anmelderne om ’The Turning’
”En unik filmatisering. Efterbilledet ligner det aftryk, som Robert Altman satte med Short Cuts (1993), der på samme måde brugte ni noveller og et digt af Raymond Carver. Hos Altman var bestræbelsen panoramisk: historierne kulminerede i Los Angeles på én gang. I The Turning er tiden en tunnel. Det svimler for manden, som ser sig tilbage, men for tilskueren giver bevægelsen mening.” (Bo Green Jensen, Weekendavisen)
★★★★"Fintfølende og underspillet portræt af livet i en lille kystby." (Per Juul Carlsen, Filmland)
★★★★"Visuel og fortællemæssig kunst, der nærer i al sin skønhed." (Louise Kidde Sauntved, Berlingske Tidende)
★★★★ ”Mere Australien, end du har fået før.” (Filmforbindelsen)
★★★★ ”Øjebliksbilleder af det moderne Australien på godt og ondt.”(Stine Grønborg Sandvej, Cinema Online)
"Filmen genskaber effektivt oplevelsen af at blive opslugt af en virkelig god novellesamling fra en talentfuld forfatter. Det er svært at komme i tanke om en anden antologifilm med så stærk narrativ sammenhæng." (The Guardian) Helaftensfilm: 80/55 kr. Husk, at første visning af Månedens Film som altid er gratis for Cinematekets medlemmer. 'The Turning' vises i samarbejde med CPH PIX.
Læs mere om ’The Turning’ og bestil billetter her.
Tid: ’Månedens Film i november: ’The Turning’ ’. 19.-29. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12