Cinemateket april 2011

I april kan du opleve Robert Duvall i 12 film – bl.a. 'Dommedag nu - redux' og nye digitale versioner af 'The Godfather I+II'. Simone Signoret, Frankrigs skælvende hjerte. Pernilla August, den skandinaviske diva – inkl. forpremiere på 'Beyond', der er Augusts debut som spillefilmsinstruktør. Kom ligeledes til en perlerække af film under CPH PIX, bl.a. stor serie med den polske enfant terrible Andrzej Zulawskis 'forbudte' værker. Og så er der galla-premiere på 'Mildred Pierce' – en helt ny tv-serie af Todd Haynes. Samt tre dage med dans på og foran det store lærred … og meget, meget mere.

Serier

Robert Duvall – apostelen med høgenæsen

Han er mest kendt for sin rolle som 'consiglieren' Tom Hagen i 'The Godfather' og som den navnkundige oberstløjtnant Kilgore i 'Dommedag nu', hvor han lægger stemme til kult-citatet "I love the smell of napalm in the morning." Men det skarptskårne mandfolk med høgenæsen og glimtet i de intense, blå øjne har over 100 roller, 40 priser og fire instruktørgerninger på cv'et. Og det er alt for tidligt at sætte punktum for listen, for han er – trods sine 80 år – still going strong. Vi viser 12 af hans bedste bedrifter. To af dem er instrueret af Duvall selv: 'Apostelen' og 'Assasination Tango', som hermed får dansk biografpremiere. Sidstnævnte med live tango den 30. april (læs mere nedenfor).

Serien (12 film) vises hele april.

Simone Signoret – det skælvende hjerte

Simone Signorets slående skønhed kan ses i den tidligste af filmene i denne hyldestserie: Marcel Carnés 'Aftengæsterne' fra 1942. Det internationale gennembrud kom med 'Smukke Marie' fra 1952. Hendes yppige ynde blev med årene afløst af en sensuel og følsom modenhed – f.eks. i 'Plads på toppen', 1959. Da Simone Signoret døde i 1985, udtalte præsident François Mitterrand, at hele Frankrigs hjerte skælvede. Kulturministeren mente ligefrem, at landets hjerte bristede.

Serien (7 film) vises hele april.

Pernilla August – den skandinaviske diva

Hun har lagt krop til alt, hvad der er værd at spille på en teaterscene og arbejdet sammen med fyrtårne som Liv Ullmann, Lars Norén og Ingmar Bergman. Hun har været gift med en af dansk films tunge drenge, Bille August. Og så har hun spillet mor til både Jesus og Luke Skywalker! Pernilla August er en ægte diva – men på den skandinaviske måde. Hun bærer egenhændigt dramaet i mor/barn-portrættet 'Miss Kicki', og i 'Hvis jeg vender mig om' løfter hun sammen med resten af ensemblet, en gruppe helt almindelige menneskers helt almindelige problemer til insisterende, tankevækkende filmkunst.

Serien (5 film) vises hele april.

CPH PIX – 14. april-1. maj

Fra 14. april indtager Københavns internationale filmfestival CPH PIX byen med film, koncerter og instruktørbesøg ad libitum. Mere end 170 film og særarrangementer på 18 dage.

CPH PIX i Cinemateket 14. april-1. maj.

Andrzej Zulawski – med kameraet som skalpel

I samarbejde med CPH PIX præsenterer Cinemateket en retrospektiv serie med den polske enfant terrible-auteur Andrzej Zulawski, der ligeledes gæster festivalen. Sci-fi-storfilm, psyko-surrealisme, dobbeltgængerdramaer og forbudte værker. Det går sjældent stille for sig, når Zulawski (f. 1940) sætter sig i instruktørstolen. Grundet store censurproblemer har det i mange år været næsten umuligt at se Zulawskis polske film, ligesom hans franske værker sjældent har været vist uden for hjemlandet. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere en samlet serie dedikeret en af de helt store enere i europæisk filmhistorie.

Serien (14 film) vises 14.-27. april.

Dansens dage 2011 – tre dage med dans på og foran det store lærred

For fjerde år i træk pudser Cinemateket danseskoene, retter ryggen og byder op til dans i forbindelse med det nationale initiativ Dansens Dage. Hver dag i perioden vil vi præsentere et program, der sætter fokus på dansen som kunstart og universelt sprog. Oplev bla. cinéma vérité-filmen 'La Danse' og klassikeren 'West Side Story', der i 1961 vandt 10 Oscars. Efter Robert Duvalls 'Assasination Tango' den 30. april kl. 18.30 vil der være tango-opvisning af Tango Club og nogle af Europas bedste tangodansere efterfulgt af en introtime for alle interesserede.

Prisceremoni: Fredag den 29. april kl. 19.15. præsenterer Cinemateket i samarbejde med CPH PIX, DR K, Dansens Dage og ScreenMoves de ti finalister i online-konkurrencen 60secondsdance.dk. Vinderne udpeges og hovedpriserne på 1500 og 500 euro bliver overrakt. Vi afrunder særarrangementet med filmen 'NY Export: Opus Jazz' (2010). Filmen tager balletten ud i New Yorks gader i et sensuelt og atletisk værk. 'Opus Jazz' er instruktørduoen Henry Joost og Jody Lee Lipes nyfortolkning af 1958-filmen af samme titel, med koreografi af Jerome Robbins ('West Side Story') og dansere fra New York City Ballet.

Dansens dage (4 film) 28.-30. april.

BIO 12.30 – Fire nye franske film

Vi har plukket fire af de bedste film fra de sidste to års franske filmhøst, og der er sædvanen tro kaffe og småkager inkluderet i prisen. 'Welcome' er en varm og vedkommende film om illegale flygtninge og næstekærlighed - og en af de bedst anmeldte franske film de senere år. Lourdes for foden af Pyrenæerne og drømmen om mirakler udgør rammen om den bevægende 'Miraklet i Lourdes' der har Sylvie Testud i hovedrollen som skleroseramt pilgrim. Den udsædvanlige historie om kunstmaleren Séraphine de Senlis, der bevægede sig mellem genialitet og galskab, hjemførte næsten alle de franske filmpriser i 2009, og 'Franske forviklinger' er feel good på fransk – en velskrevet og velspillet film om parisiske midtvejskriser.

Ny film hver uge – vises tirsdag, onsdag og torsdag kl. 12.30.

Mest for børn

Alle elsker Miyazaki – film for hele familien i påskeferien

Hans film vrimler med forvandlinger: En fisk bliver til menneske, en pilot får grisetryne, orme bliver til vildsvin, børn bliver tryllet tudsegamle, og et træ kan vokse op på en enkelt nat. Japanske Hayao Miyazaki driller os: De samme figurer kan agere hjælpere det ene øjeblik og være møgirriterende eller faretruende det næste. Sådan er virkeligheden - men sådan er eventyr og tegnefilm i den vestlige verden sjældent. Voksne, tag jeres børn med, så I har nogle til at berolige jer! Som noget særligt er der i påsken familierabat – køb 4 billetter for kun 125 kr. Tilbuddet gælder 17.-24. april.

Serien (7 film) vises 17.-24. april. ('Min nabo Totoro' vises også 3. og 10. april).

Børnebiffen – hver torsdag-søndag

I påskeferien bliver der både vist Børnebiffen og BIO MIN BIO på hverdage – for hele familien. Vi skal på ferie med Cirkeline og ud at køre i tog med Chloe og hendes lillesøster Thea i Indien. Vi viser også en kortfilm om musen, der samler forråd til vinteren i sin varme og gode hule.

Læs mere om Børnebiffen på cinemateket.dk.

Særarrangementer

'Mildred Pierce' – gallapremiere på ny tv-serie

'Mildred Pierce' er ét af Hollywood-studietidens glitrende hovedværker. Filmen har HBO nu omdannet til mini-serie, men der er ingen grund til bekymring; i instruktørstolen sidder Todd Haynes. Formidable og smukke Kate Winslet viderefører arven fra Crawford, og hun flankeres af Guy Pearce og 'rising star' Evan Rachel Wood, som den fordringsfulde datter Veda. I påsken har CANAL+ premiere på serien, men allerede d. 20. april har Cinematekets publikum mulighed for at se seriens første to afsnit, når vi inviterer til galla-premiere. Aftenens visning introduceres af Politikens tv-anmelder Henrik Palle. Der er gratis entre, men billetter skal bestilles via Cinematekets billetbestilling.

Onsdag den 20. april kl. 19.15.

Elizabeth Taylor - 1932-2011

Elizabeth Taylor var den ultimative filmstjerne. Hun levede i rampelyset hele sit liv, hvad enten det satte spotlight på hendes skønhed, skuespilkunst eller de utallige skandaler, der fulgte i kølvandet på hendes kaotiske privatliv. Vi hylder den udødelige filmdiva ved at præsentere hende i pragtrollen som Katarina i Franco Zeffirellis forrygende billedrige Shakespeare-filmatisering 'Trold kan tæmmes' fra 1967.

Fredag den 8. april kl. 20.00 + torsdag den 21. april kl. 20.00.

Krigen og kulturen – film og debat om krigen i Afghanistan

Hvilket kulturbegreb bør vestlige styrker i Afghanistan ideelt set arbejde med? Professor og debattør James Der Derian er en af instruktørerne bag dokumentarfilmen 'Human Terrain'. Filmen handler om det kontroversielle Human Terrain System, som den amerikanske hær søsatte i 2006. De amerikanske soldater bliver sendt på grundkursus i antropologi, skønt hovedopgaven fortsat er at nedkæmpe fjenden i udsatte områder i Afghanistan. Ud over James Der Derian fra Brown University består debatpanelet af professor og leder af Center for Militære Studier Mikkel Vedby Rasmussen, udlandsredaktør på Politiken Michael Jarlner og lektor ved Institut for Antropologi, KU, Birgitte Refslund Sørensen. Moderator er professor ved Institut for Statskundskab, KU, Lene Hansen.

Onsdag den 6. april kl. 18.30.

Jøden Süss – hadets hovedværk

Veit Harlans 'Jud Süss' fra 1940 er historiens måske grelleste eksempel på antisemitisk propaganda. Så ublu er filmens udfald mod jøder, at instruktøren efter 2. verdenskrig blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Også filmens hovedrolleindehaver, Ferdinand Marian, led angiveligt store kvaler, fordi han lod sig overtale til at gå nazisternes ærinde. Det er netop denne historie, som fortælles i Oskar Roehlers spillefilm 'Jud Süss – i ondskabens tjeneste', der har danmarkspremiere i april. Oplev hvor skræmmende filmpropaganda kan være, når Cinemateket viser den originale 'Jud Süss'. Ekspert i propagandafilm Lars-Martin Sørensen introducerer.

Søndag den 17. april kl. 14.00.

'Mælkevejen' – Buñuel-klassiker med oplæg

Vi inviterer til filmaften med og om Luis Buñuels 'Mælkevejen', der introduceres af Bo Torp Pedersen, mag.art. i film- og medievidenskab og formand for foreningen Kirke og Film. Buñuel er blandt meget andet kendt som en af filmhistoriens markante ateistiske instruktører. Den allegoriske og satiriske komedie 'Mælkevejen' fra 1969 fremstår som hans mest omfattende opgør med kristendommen.

Torsdag den 14. april kl. 19.00.

Psych-Out! – (s)exploitation: Svensk stil med fornemt besøg af Christina Lindberg

Mød den svenske kultstjerne og 'screen queen' Christina Lindberg, når hun introducerer to af sine bedste film i denne måneds Psych-Out! Lindberg gjorde svensk film fræk og farlig på det store lærred verden over i 70'erne, og hendes uskyldige ydre og veldrejede former gjorde hende til en international superstar inden for (s)exploitation-genren. Mellem de to film – 'Eksponeret' og 'Anita - en ung nymfomans dagbog' – snurrer rejsegrammofonen i Asta Bar, hvor der vil være mulighed for at købe kolde øller og signerede dvd'er med Lindbergs film. (Psych-Out! præsenteres i samarbejde med CPH PIX).

Torsdag den 7. april kl. 19.30.

Friday Late Night: 'Soul Power' – bongoblæs i junglen

Den celebre bokse-promoter Don King arrangerede i 1974 den legendariske 'Rumble in the Jungle'-kamp imellem George Foreman og Muhammad Ali – en kamp, som undertippede Ali vandt med historisk snilde og list i Zaïres hovedstad Kinshasa. Samtidig arrangerede King en forrygende tre-dages festival for sort musik: Med James Brown og B.B. King i spidsen mødte amerikanske musikere afrikanske kolleger på hjemmebane. Resultatet var en fest, der rakte langt ud over soul-genren. Filmen vises med efterfølgende bar og dj.

Fredag den 22. april kl. 21.45.

Månedens Film – 'Carancho'

Pablo Trapero (hvis kritikerroste 'Lion's Den' kunne ses i Cinemateket i marts) viser sig med 'Carancho' som en instruktør af internationalt format. Han kan både fange poesien i en berøring og levere knytnæver af lynklippet knust glas og krom. I Argentina omkommer mere end 8.000 mennesker årligt på vejene. 22 per dag. For de, der har forstand på forsikringssager, er der formuer at hente. Sosa er en sådan carancho, en grib, der lever af andres død og ulykke. Han tjener penge på at være først på pletten, når nogen ligger ituslået foran en kølerhjelm – og han viger ikke tilbage fra at iscenesætte ulykker. Men en dag går der grus i maskinen. En mand dør, og i ambulancen sidder den kvinde, Sosa har tabt sit korrupte hjerte til.

'Carancho' vises 7.-15. april.

Månedens Dokumentar – 'Guilty Pleasures'

Hvert fjerde sekund sælges der en Harlequin-bog et eller andet sted i verden – men hvem læser dem? I parallelle spor følger instruktøren Julie Moggan tre kvindelige kernelæsere foruden en af forlagets mandlige cover-modeller og en Harlequin-forfatter. De hengivne Harlequin-læseres forsøg på at slå bro over kløften mellem bøgernes romantiske fantasier og hverdagens virkelighed bliver til en varm, morsom og intelligent komponeret film om vores meget menneskelige søgen efter kærlighed.

'Guilty Pleasures' vises 14.-20. april.

For medlemmer

'Beyond' – barskt drama af Pernilla August

Med 'Beyond' står Pernilla August for første gang bag kameraet på en spillefilm, og det er tydeligt, at hendes fine fornemmelse for skuespildetaljer foldes ud i denne barske socialrealistiske fortælling om svigt og magtesløshed i en finsk indvandrerfamilie i Sverige i 1970'erne.

Tirsdag den 5. april kl. 19.15.

'Summer of Goliath' – CPH PIX' gratis medlemstilbud

'Summer of Goliath' er ikke blot en ualmindeligt smuk skildring af ungdommelig udlængsel, men også både en krimi, en komedie og et elegant kollektivt portræt fra et hjørne af Mexico. Med sin nu fjerde film har Nicolás Pereda bedrevet et mindre nybrud inden for, hvad man i mangel af bedre ord kan kalde for meddigtende realisme. 'Summer of Goliath' vandt sidekonkurrencen Orrizonti ved Venedig-festivalen i 2010 – og den er CPH PIX-festivalens gratis festivalforsmag – kun for Cinematekets medlemmer.

Tirsdag d. 21. april kl. 21.30.