Cinemateket december 2003


Cinemateket har den store julepose fremme igen. December
byder på unikke film fra Afghanistan, filmatiseringer af krimiforfatteren
Georges Simenons romaner, årets mest sete film i Cinemateket, amerikanske
filmkomikere og meget meget mere.
Film fra Afghanistan - før og efter
Taleban
Under deres religiøse korstog lukkede talebanerne alle Afghanistans
biografer og ødelagde de fleste af de kun 48 spillefilm, der er produceret
i Afghanistan siden 1968. Det lykkedes dog for nogle instruktører at
smugle deres filmruller ud af landet, og medarbejderne på den statslige
institution Afghan Film, skjulte enkelte 35mm-kopier i deres egne hjem
eller hos familie og venner. Siden taleban-styrets fald i 2001 er
afghanske filminstruktører vendt tilbage til Kabul og forsøger i dag, med
få midler og elendigt udstyr, at få gang i filmproduktionen igen. Afghan
Film har genåbnet sit kontor i Kabul, og flere private filmselskaber har i
de sidste to år produceret nogle få kort- og dokumentarfilm. De nye film
beskæftiger sig hovedsageligt med livet under taleban-regimet og ikke
mindst med kvindernes situation.
Afghanistan er uden tvivl det land i verden, hvor kvinderne har levet
og lever under de værste forhold, uden mulighed for uddannelse og uden
beskyttelse af helt elementære menneskerettigheder. Om det, handler den
rystende dokumentarfilm 'Afghanistan Unveiled' (2003) og den fremragende
spillefilm 'Osama' (2003), der modtog to priser ved Cannes Film Festival i
år. 'Osama' er den første afghanske spillefilm der er produceret efter
talebanerne blev drevet ud af Kabul. Instruktøren Siddiq Barmak har givet
tilsagn om at komme til København og introducere sin film ved visningen
den 11. december i Cinemateket. Cinemateket viser fra den 3. - 14.
december de ovennævnte film, spillefilmene 'Ascension' og 'Kandahar' samt
et kortfilmprogram, fra en nation, de færreste har haft mulighed for at
stifte bekendtskab med på film.
Skatte fra
arkiverne - George Simenon - 100 år
I anledning af 100 året for den belgiskfødte krimiforfatter Georges
Simenons fødsel viser vi en række filmatiseringer af hans store
forfatterskab - et forfatterskab, som i allerhøjeste grad egner sig til
filmatiseringer. Romanernes præcise plots og levende beskrivelser er
rammende udført. Noget af det, som adskiller Simenon fra andre
kriminalforfattere er, at det i mindre grad er selve forbrydelsen, som
interesserer ham. Altså, ikke "hvordan" kriminaliteten blev udført - men
mere "hvorfor" mennesker reagerer, som de gør. Det er personernes
karakterer, som optager ham. Hans brug af replikker er økonomisk, og de er
tilmed stringente og talevenlige. Han evnede om nogen at fange sit
publikums nysgerrighed ved at tegne psykologisk nøjagtige situationer.
Ikke mindre end 56 spillefilm er baseret på hans romaner. Hertil kommer
utallige tv-produktioner. Simenon var en yderst produktiv herre, som
snildt skrev en roman på under en uge. Bøgerne om kommissær Maigret tæller
over 80; hertil kommer 136 andre romaner, mere end 1.000 artikler og
noveller - og utallige værker offentliggjort under pseudonymer, hvoraf han
havde sytten forskellige. Simenon døde i 1989 - 86 år gammel.
Cinemateket viser i hele december 10 filmatiseringer af Simenon. En
serie, der både rummer franske, engelske og amerikanske film - samt en af
de bedste tv-Maigret'er fra London. Lørdag den 6. dec. kl. 14.00 vil
journalist Hans Jørgen Poulsen - tidligere ansat ved bl.a. Weekendavisen,
Berlingske Tidende og Politiken - give en indføring i Simenons liv og
forfatterskab. Herefter vises Patrice Lecontes 'Monsieur Hire' fra 1989.

Anders
Gustafsson - instruktørens favoritter
I anledningen af premieren på Anders Gustafssons første spillefilm -
'Bagland' den 25. december - har vi inviteret instruktøren til at udvælge
sine favoritfilm. Se eller gense blandt andet 'Cykeltyven', 'Den hårde
straf', 'The King of Comedy', 'Manden der elskede kvinder', 'Skygger i
paradis' og 'Kids'.
Tirsdag den 16. december kl. 19:15 vises Gustafssons film 'Bagland' som
snigpremiere hvor der efterfølgende vil være debat om dansk ungdomsfilm.
Til debatpanelet har Cinemateket, foruden Gustafsson, inviteret anmelderen
og forfatteren Morten Piil, Instruktøren Aage Rais-Nordentoft samt
producenten Regner Grasten. Arrangementet er lavet i samarbejde med Center
for Børne- og Ungdomsfilm og er udelukkende for Cinematekets
medlemmer.
Fra alle
os til alle jer - årets mest populære film
Sædvanen tro viser Cinemateket årets største publikumssucceser i
december måned. En fanfare over nogle af filmhistoriens største værker -
der i en tid, hvor alle magasiner og filmprogrammer lancerer deres
favoritter bevidner, at Cinemateket har et solidt publikum med en god
smag! Serien byder blandt andet på Kurosawas to mesterværker 'Rashmon -
dæmonernes port' og 'De syv samuraier', Fellinis '81/2', Godards 'Le
Mépris', Orson Welles' 'Den store mand', Mike Leighs 'All or Nothing',
'Woody Allens 'Mig og Annie', 'Lynne Ramsays 'Morvern Callar' og vores
egen Susanne Biers 'Elsker dig for evigt'.
Amerikanske filmkomikere 1924-1946
Ingen jul uden et godt grin. Som ekstra gave til publikum viser
Cinemateket en række film med de store amerikanske filmkomikere. En lille
perle-serie med blandt andre Gøg og Gokke, W.C. Fields, Mae West, Chaplin,
Buster Keaton og Marx Brothers. Serien består af film, der sagtens tåler
et gensyn, eller - hvis det er første gang - er et must. Se eller gense
'Bankrøvernes skræk', 'My little Chickadee', 'Halløj i operaen', Fire
frække fyr', 'En nat i Casablanca', 'Generalen' og 'Byens
lys'.
Friday
Late Night og særarrangementer