Cinemateket februar-marts

PROGRAM Charles Chaplins evige vagabond fylder 100 år, og Cinemateket fejrer naturligvis den runde fødselsdag med en filmkavalkade. I februar-marts-programmet kan man desuden opleve Fashion in Film Festival, årets bedste danske film 2013, vinterferie med eventyrfilm, flotte kostumer og gps-skattejagt for hele familien, Koji Wakamatsu – den sidste store japanske provokatør, Marguerite Duras, Kurdiske filmdage, besøg af Irans amazone Mania Akbari, Musikfilm Festivalen og meget mere – foruden en stribe særarrangementer: Blandt andet Krimiklubben med 'The Killers' introduceret af Bo Tao Michaëlis, Psych-Out!-Euro-trash-aften og årets Oscar-nominerede kortfilm på stort lærred.

Serier

Musikfilm Festivalen 1.-9. marts – 9 dage, 30 film, koncerter, besøg og meget mere
Hits fra årets store festivaler, sjældne strimler, klassikere, live-optrædender, genrer for enhver smag, fester, plademarked med quiz - og ubetalelige kig ind bag musikbranchens gardiner. Bl.a. den hjertevarme beretning om protopunkgruppen Death – årets 'Sugar Man'-historie … med strøm på! Musikfilm Festivalen ruller i dagene 1.-9. marts. Billetter kan købes til bare 50 kr. frem til 20. februar.
Festivalen (30 film) foregår i dagene 1.-9. marts.

Charles Chaplin – en vagabond fylder rundt
Det er 100 år siden, at Chaplins vagabond trådte ind foran filmkameraet for første gang. Vi præsenterer 10 udødelige klassikere med det verdensberømte ikon.
Serien (9 film) vises 1. februar-25. marts.

Fashion in Film Festival 1.-21. februar – If Looks Could Kill - film og mode
Fashion in Film Festival sætter for fjerde år i træk fokus på nogle af de tætte – og ofte overraskende – forbindelser mellem mode og film. I år zoomer vi ind på den kriminelle underverden og det forførende modebillede, der hører til. ’If Looks Could Kill’-programmet byder på vidt forskellige genrer, instruktører og stil-ikoner – fra selviscenesættelses-kunstneren Cindy Sherman til italiensk 60’er-couture, fra Berlins underverden i mellemkrigsårene til 80’ernes kulørte New York hos Abel Ferrara.
Festivalen (6 film) foregår i dagene 1.-21. februar.

Wakamatsu og Adachi: Den sidste store provokatør er død - oplev hans våbenbroder live
I 1960’ernes japanske film var der mange originale og kontroversielle instruktører, men Koji Wakamatsu (1946-2012) tilhørte sin helt egen liga. Få hans utrolige historie fortalt af dem, der kender ham bedst. Vi byder velkommen til en af den internationale filmverdens største kendere af Koji Wakamatsu og japansk film generelt, nemlig hollandske Dick Stegewerns. Han indleder filmserien den 14. februar med en præsentation af en mand, der næsten var for stor til sin tid – og han vil også introducere en anden stor japansk filmmager, våbenbroder og enfant terrible, nemlig Masao Adachi, der heldigvis lever endnu. Oplev Adachi og Dick Stegewerns i samtale den 15. februar.
Serien (7 film) vises 5. februar-22. marts.

Marguerite Duras – stemmerne i billedet, billederne i stemmen
De fleste kender Marguerite Duras (1914-96) for hendes omfattende forfatterskab, men hun var også en enestående instruktør i sin egen ret. Se hendes film - og hør danske forfattere fortolke hende. Oplev bl.a. Bjørn Rasmussen (vinder af Montanas Litteraturpris 2012), Morten Chemnitz (der har oversat Duras’ essaysamling ‘Sommeren 80’), snarligt debuterende Lea Løppenthin og Ida Marie Hede, der vil nyfortolke Duras’ voice-over under en visning af kortfilmen ’Les mains négatives’.
Serien (4 film) vises 8.-19. februar.

Dansk Film: årets bedste 2013 – udvalgt af Filmselskabets Maria Månson
Se syv af årets bedste danske film udvalgt af Maria Månson fra Filmselskabet på DR K. Herunder ’Jagten’ (Thomas Vinterberg), ’Sepideh - Drømmen om stjernerne’ (Berit Madsen) og ’Nordvest’ (Michael Noer).
Serien (7 film) vises 1. februar-26. marts.

Greta Gerwig / Noah Baumbach – hr. og fru independent
Film med et smittende overskud af underskud af parret bag 'Frances Ha'. Her er dømt high-five til en ny form for realisme, der lader slacker-kultur, John Cassavetes-alvor og fransk nybølge-legesyge gå hånd i hånd.
Serien (7 film) vises 1. februar-23. marts.

Kurdiske filmdage – 20.-23. februar
Internationalt anerkendte og prisbelønnede instruktører som Bahman Ghobadi (’A Time for Drunken Horses’), Hiner Saleem (’Vodka Lemon’) og Reha Erdem (’Kosmos’) har alle lavet fremragende nye film, som får deres danmarkspremiere under den tredje udgave af Copenhagen Kurdish Filmdays. Men der er også nye navne, dokumentariske stemmer og filmkollektiver repræsenteret. Seks film i alt. I Cinematekets lounge-område, Asta Bar, vil der inden hver forestilling blive serveret te og kaffe - visse dage desuden live-musik og snack-servering af traditionelle kurdiske retter.
Festivalen (7 film) foregår i dagene 20.-23. februar.

Harun Farocki – mediekritik og billedarkælogi
Gennem de seneste 40 år har Harun Farocki skabt en særlig form for dokumentarisme, hvor han i et asketisk formsprog lader det moderne samfund udstille sig selv. Farocki leverer smældende samtidskritik– med øje for modernitetens tragiske komik. Til serieåbningen 26. februar vil Mads B. Mikkelsen, programlægger på CPH:DOX, give en introduktion til Harun Farockis filmkunst og metode.
Serien (5 film) vises 26. februar-26. marts.

Ønskefilm – byens eneste vælg-selv-biograf
Som bruger af Cinemateket kan du være med til at sætte præg på programmet. I februar/marts har vores tilskuere bl.a. ønsket ’Joe Hill’, ’Through the Olive Trees’ og ’Ponette’.
Serien (8 film) vises 5. februar-16. marts.

Bon voyage - rejser i den frankofone verden
I dagene 18.-25. marts viser vi nyere film fra den frankofone verden. Fra overraskende nationer som Estland over tidligere franske kolonier som Burkina Faso og til Québec-regionen i Canada.
Festivalen (6 film) foregår i dagene 18.-25. marts.

Nye film fra Bhutan - med besøg af fire instruktører
Bhutan er andet end lykkemålinger og lamaer. Få syn for sagen når vi præsenterer en række nye bhutanesiske film og får besøg af fire instruktører fra det lille kongedømme i Himalaya.
Festivalen (15 film) foregår i dagene 27. februar-2. marts.

Mania Akbari – Irans amazone besøger Danmark
Når multikunstneren Mania Akbari (f. 1974) gæster Cinemateket 25.-26. februar er det noget af en begivenhed. Mange vil huske hende som den smukke, emanciperede kvinde i Abbas Kiarostamis teheranske storby-blues ’Ten’, der bl.a. speed-skændtes med sin teenagesøn (at det også var hendes søn i virkelighedens verden, Amin Maher, lagde ekstra alen til autenticiteten).
Serien (4 film) vises 25.-27. februar.

Still Moving – klassikere i kontekst
Klassikere med introduktion: ’Blind chance’ (Krzysztof Kieslowski, 1981), ’De røde marker’ (Zhang Yimou, 1987), ’The Pillow Book’ (Peter Greenaway, 1996), ’Smagen af kirsebær’ (Abbas Kiarostami, 1997)
Serien (4 film) vises 8. februar-29. marts.

Copenhagen Architecture Festival – ny festival 27.-30. marts
Copenhagen Architecture Festival. Københavns nye festival for arkitekturfilm afholdes første gang i dagene 27. til 30. marts. Bl.a. med stumfilmskoncerten ’The Crowd’ og Peter Greenaways ’Arkitektens mave’.
Festivalen foregår i dagene 27.-30. marts.

Danish on a Sunday – danske film med engelske undertekster
’Efter Brylluppet’ (After the Wedding), ’Undskyld jeg forstyrrer’ (Excuse Me), ’Sorg og glæde’ (Sorrow and Joy), ’Pelle Erobreren’ (Pelle the Conqueror).
Serien (4 film) vises 9. februar-30. marts.

Bio 12:30 – film for dig, der har tid midt på dagen
Majestætiske Vanessa Redgrave i februar og konger på film i marts – nyd bl.a. James Ivorys ’Howards End’ og Nicholas Hytners ’ Den gale kong George’. Der er kaffe med i prisen.
Serien (8 film) vises 6. februar-28. marts.

Månedens Dokumentar i februar – Somm
'Somm' byder på fremragende druer - indtaget og analyseret af vineksperter til deres livs eksamen! Restaurant SULT tilbyder særlig 3-retters menu med 3 vine på alle visningsdagene.
6.-12. februar

Månedens Film i februar – The City of Your Final Destination + besøg af James Ivory
Oplev den amerikanske mesterinstruktør James Ivorys sidste samarbejde med Ruth Prawer Jhabvala, der skrev næsten alle Merchant/Ivorys film frem sin død i 2013. Skuespil med nuancer og sublime magtkampe på ord. Ivory besøger Cinemateket og fortæller om ’The City of Your Final Destination’ fredag den 14. februar. Kl. 19.00.
13.-23. februar. NB der kan først bestilles billetter til medlemsvisningen den 13. februar fra den 28. januar.

Månedens Film i marts – The Referee
Den italienske fodboldkomedie ’The Referee’ hylder både Sergio Leone, Paolo Sorrentino og det amerikanske musicalkoryfæ Busby Berkeley - og så er den både for fodboldelskere og -skeptikere.
13.-23. marts. NB der kan først bestilles billetter til medlemsvisningen den 13. marts fra den 28. januar.

Månedens Dokumentar i marts – The Crash Reel
Snowboarder på kanten. Bevægende Sundance-hit om snowboarderen Kevin Pearce, der efter et alvorligt styrt vender tilbage til livet ved hjælp af et kærligt familiesammenhold.
21.-27. marts.

Mest for børn

Vinterferie: Eventyrfilm, flotte kostumer og gps-skattejagt for hele familien
Den danske kostumeskrædder Thomas Sjølander er uddannet i London med speciale i broderi og har bl.a. bidraget med sit smukke håndarbejde til de to store filmproduktioner ’Finding Neverland’ og ’Jack the Giant Slayer’. Se dem begge samt Askepot, der iført balkjole, vinder prinsens hjerte og det halve kongerige. Alt sammen i vinterferien.
Serien (4 film) vises 8.-16. februar.

Verdens Bedste Børnefilm – Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren
Kvalitetsfilm for børn i alle aldre - filmatiseringer af elskede litterære klassikere og realistiske historier med noget på hjerte. I februar-marts med to klassikere ’Otto er et næsehorn’ (2012) og ’Brødrene Løvehjerte’ (1977), suppleret med to film for de større børn, nemlig ’Drengen fra bjerget’ (2012) og ’The Runway’ (2010)
Serien (4 film) vises 2. februar-30. marts.

Børnebiffen: Film for de mindste - og deres forældre
Blandt Børnebiffens mange film i februar-marts er ’Cirkeline – Månen er en gul ost’, ’ Bennys badekar’, ’Safari Europa – Rådyr’ og ’Den lille ridder’. Vi viser et program på ca. 45 min. varighed hver torsdag-søndag. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder.
Børnebiffen – hver torsdag-søndag.

Særarrangementer

Soirée filles: Lost in Translation + (500) Days of Summer
En månedlig eksklusiv aften skabt til venindepleje. Menu og cocktails i SULT fra kl. 17:00 fulgt af film kl. 18:00.
20. februar 'Lost in Translation'
20. marts '(500) Days of Summer'.

Gøg & Gokke-galla - forrygende slapstick og barnlig destruktionsglæde
Ulrich Breuning håndterer ritualerne og Lars Fjeldmose pianoet, når vi igen blænder op for den udødelige duo, forrygende slapstick og barnlig destruktionsglæde. I år med ’De to søulke’ (1928) og ’Fra Diavolo’ (The Devil's Brother, 1933) på programmet.
27. februar kl. 19.15. NB der kan først bestilles billetter fra den 28. januar.

Krimiklubben – 'The Killers' introduceret af Bo Tao Michaëlis
Cinemateket og Krimiklubben præsenterer en vaskeægte film noir-klassiker med Burt Lancaster i en magisk debutrolle. En skildring af den almindelige mand, som bliver klemt, da han spiser kirsebær med de store. Med en uventet, subtil hævn i filmens finale. Krimiekspert Bo Tao Michaëlis introducerer filmen.
16. februar kl. 14.00.

Jazzet søndagsmatiné – mød Jakob Bro i møde med jazzens ikoner
Den danske guitarist Jakob Bro indspiller sit album 'Balladeering' i New Yorks berømte Avatar Studios med nogle af jazzens mest stilskabende kunstnere. Dokumentarfilmen 'Weightless - a recording session with Jakob Bro' tager os med ind i et univers af smukke, drømmeriske ballader og ualmindelig musikalsk kreativitet. Jakob Bro indleder filmen og svarer efterfølgende på spørgsmål fra salen.
23. februar kl. 16.30.

SneakBar – nye produktioner fra Filmværkstedet
Kom med til premiere på nogle af Filmværkstedets nyeste film, hvor der med garanti vil være noget for en hver smag!
7. februar kl. 18.00 + 20.00 + 14. marts kl. 18.00 + 20.00.

Oscar Shorts 2014 – årets Oscar-nominerede kortfilm
Igen i år har du mulighed for at se alle de Oscar-nominerede kortfilm i henholdsvis animations- og live action-kategorien. Både før og efter Oscar-uddelingen 2. marts. Danmark har ’Helium’ med i opløbet!
26. februar kl. 21.30 og 5. marts kl. 19.00 – Oscar Shorts 2014 – Animation + 28. februar kl. 19.15 og 5. marts kl. 21.30 – Oscar Shorts 2014 - Live Action

Funny Bones – Spoof!
Spoof = parodi. Vær beredt! Se eller gense Mel Brooks’ ’Frankenstein Junior’, der af mange regnes for hans bedste film, og som tager pis på den klassiske gotiske gyser. Eller løs billet til en komisk tour de force med hittet ’Kung Fu Hustle’, der spoofer film som ’The Matrix’, ’Kill Bill’ og ’Tiger på spring, drage i skjul’. Genre-satire og fladpandet action-morskab, når det er mest intelligent!
22. februar kl. 21.45 – ’Frankenstein Junior’ + 26. marts kl. 19.00 – ’Kung Fu Hustle’

Afgangsfilm fra The Animation Workshop – animationskunstens nye generation
Livets helt store emner kommer under behandling, når årets bachelorfilm fra den danske animatoruddannelse løber over skærmen i både 2D- og 3D-animationer.
12. februar kl. 17.30 + 14. februar kl. 17.30.

Psych-Out! Kult- og genrefilm med pausegrammofon
Gotisk giallo og beskidt pornohumor mødes i februar måneds Euro-trash-Psych-Out! Gys, græd og grin til Emilio Miraglias ’The Night Evelyn Came Out of the Grave’ og Jesús Francos ’Devil Hunter’. I marts kan du tage på et far out trip med 1970’er guruen Father Yod og hans harem, når Psych-Out!-biffen og Musikfilm Festivalen præsenterer ’The Source Family’. Vi byder desuden på en omkamp mellem Stallone og Schwarzenegger i ’Cobra’ vs. ’Commando’ – et set-up, der blev blæst væk af den navnkundige storm Bodil i december. Kort sagt en erstatnings-Psych-Out! for de, der er til mænd med patronbælter, camouflage-kluns og flexende biceps.
6. februar kl 19.30 – ’Cobra’ vs. ’Commando’ re-match.
13. februar kl. 19.30 – ’Euro-trash’
6. marts kl. 19.00 – ’The Source Family’

Friday Late Night – musikfilm, bar og dj’s
I februar måneds Late Night-biograf kan du opleve industrial-pionererne Einstürzende Neubauten i den perspektiverende dokumentar ’Off Ways’ (’Elektrokohle’), om den legendariske Elektrokohle-koncert i Østberlin lige omkring murens fald. Optagelserne har 25 års jubilæum. Og marts måneds Friday Late Night byder i samarbejde med Musikfilm Festivalen på den indlevende og helt fantastisk fotograferede festivalperle ’Muscle Shoals’, om to små studier i Alabama, som siden 1960’erne har leveret det ene soulhit efter det andet, og som har lagt hus til indspilninger med Aretha Franklin, The Rolling Stones og en række andre topnavne. Den er stopfuld af gode anekdoter, rørende personlige tragedier og æggende arkivmateriale.
14. februar kl. 21.45 – ’Off Ways’ (Bar og dj’s fra kl. 20.00).
7. marts kl. 21.45 – ’Muscle Shoals’. (Bar og dj’s fra kl. 20.00).

Tid: Februar/marts 2014
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Pris: Normalpris er 45 kr. for medlemmer og 70 kr. for ikke-medlemmer.
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12