Udstillingen af statuetterne ledsages naturligvis af filmvisninger, samt en række andre events og effekter fra den danske Oscar-historie:
Kom og hold Oscar i hånden
Mange har nok prøvet at forestille sig, hvordan det føles at blive kaldt på scenen og stå med den famøse Oscar-statuette i hånden, mens blitzlysene eksploderer. Søndag den 14. februar fra kl. 12:00 til 15:00 lukker vi en enkelt af de værdifulde Oscars ud af den sikre udstillingsmontre, så drømmen kan udleves. Vi sørger for en passende baggrundskulisse – gæsterne sørger selv for den rette påklædning.
Se takketalerne
”Jeg har lavet en film om ludfattige emigranter, der kommer til Danmark. Og så står jeg her i min smoking med denne skinnende tingest”, sagde en stakåndet Bille August på Oscar-podiet den 29. marts 1989.
I Cinematekets underetage får du mulighed for at se eller gense alle de danske vinderes takketaler. Med og uden manuskript. Med og uden tårer. Alle med stolthed og smil.
Filmvisninger, Babettes deluxe-menu og instruktørbesøg
Cinemateket viser i februar tre danske film, der har opnået Oscars for Bedste Udenlandske Film: Gabriel Axels ‘Babettes gæstebud’ (1987), Bille Augusts ‘Pelle Erobreren’ (1989) og Susanne Biers ‘Hævnen’ (2010). Dertil afholdes et særarrangement om det danske kortfilmsmirakel med deltagelse fra bl.a. producer Kim Magnusson – og med Christian Monggaard som vært.
Til visningen af ’Babettes gæstebud’ serverer Restaurant SULT den fulde menu: Skildpaddesuppe (uden skildpadde!), Blinis Demidoff med kaviar, vagtler i sarkofag med foie gras og trøffelsauce, oste fra Auvergne og baba-formkage med rom og frisk glaseret frugtsalat.
Og til visningen af ’Pelle Erobreren’ møder vi Bille August, som vil fortælle, hvordan det er at stå på podiet – og dele sit syn på Oscar’ens betydning.
Endelig viser Cinemateket i samme periode årets Oscar-nominerede kortfilm, foruden 11 Oscar-vindere, der har skrevet historie, foruden to udenlandske premierefilm (’Ex Machina’ og ’Theeb’), der ligeledes er Oscarnomineret i år.
Oplev effekter fra den danske Oscarhistorie
Fra Det Danske Filminstituts og Nordisk Films arkiver præsenteres, f.eks.:- To af Babettes kjoler, spisestel og kuffert fra ’Babettes Gæstebud’ (Gabriel Axel, 1988)
- Plakater og stills fra vinderfilmene
- "And the Winner is..."-kort og fotos fra Oscar-uddeling
- Beviser, begrundelser, manuskripter, kostumetegninger og modeller mm.
Tid: 2.-28. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55
Billetbestilling: Cinemateket.dk eller tlf. +45 3374 3400. Adgang til udstillingen er gratis.
Særlig tak til Michael Fleischer for stort udstillingsforarbejde.