Cinemateket i december

I december byder Cinemateket på Disneyfilm for hele familien, independent-perler fra Steven Soderbergh – herunder premiere på ’Bubble’ - og masser af highlights fra året, der gik. Derudover viser vi serien ’Mirakler på film’, og tager på rejse med verdens ældste nulevende filminstruktør Manoel de Oliveira. Kom også til en række særarrangementer: bl.a. Lou Reed-koncertfilmen ’Berlin’ i Late Night-biffen. Og så flytter klimaorganisationen GoodPlanet ind med besøg af en række vigtige klimafolk. Mød dem i Cinemateket.

 

Serier

Steven Soderbergh – sex, løgn og revolution

Den amerikanske instruktør Steven Soderbergh har siden gennembruddet med Cannes-vinderen ’Sex, løgn og video’ (1989) lavet flere bredt appellerende film præget af stor elegance og genrebevidsthed. Hans mest karakteristiske værker er dog stadig de smalle, eksperimenterende film, hvor han ofte styrer både instruktion, kamera og klipning. I december byder vi bl.a. på Soderberghs monumentale film om revolutionshelten Che Guevara og ’Bubble’ (2005), som er månedens premierefilm.

Søndag den 6. december vises begge Soderberghs film om revoultionshelten Che Guevara med tilbud om cubansk buffet i Restaurant SULT. Fra kl. 17.00.

Serien Steven Soderbergh (11 film) vises hele december.

Da Disney var jazz – syv klassikere med originale danske stemmer

Disneys tegnefilm blev imellem 1960-1980 mere kantede i ’look’ og mere anarkistiske i ’feel’. De var mindre sentimentale, og ikke mindst kom musikken i centrum – og gerne med funky jazzrytmer. Man eksperimenterede med en blanding af rigtig film og tegnefilm, og det skabte bevidsthedsudvidende muligheder. For første gang i mange år er det muligt at se filmene på det store lærred – og ikke mindst med de oprindelige danske stemmer af bl.a. Otto Brandenburg. Lad ikke dine børn gå glip af dem!

Serien Da Disney var jazz (8 film) vises hele december.

Miraklernes tid – med Gud, lodder og trisser

Grædende madonna-statuer. Krøblinge, der rejser sig. Vandmasser, der deler sig. Film om mirakler har en indlysende appel til filmmediet. Film med Guds-mirakler er sjældent kendetegnet ved deres eskapisme. De handler snarere om det mirakuløses indtog i en prosaisk, jordisk virkelighed, som ofte ikke er gearet til det overnaturlige og uforklarlige. På den måde kommer mirakler til at fungere som løftestang for en langt mere almen og genkendelig diskussion: Tro over for tvivl. I denne måned kigger Cinemateket på miraklet.

Særarrangement med forpremiere på den debatskabende spanske Goya-vinder ’Camino’(2008), onsdag den 16. december kl. 18.45.

Serien Miraklernes tid (9 film) vises hele december.

Manoel de Oliveira – ældet med ynde

Målt med Hollywood-alen kan hans film synes lange, teatralske og usædvanligt snakkesalige. For den bare lidt tålmodige tilskuer er der imidlertid store filmoplevelser at hente i mødet med Manoel de Oliveiras elegante sammenvævning af teater, litteratur, opera og storytelling og i hans vittige, litterært inspirerede dialoger. Manoel de Oliveira er nu 100 år og er verdens ældste filminstruktør.

Serien åbner torsdag den 3. december kl. 19.00 med ’A Talking Picture’ (2003) og et glas vin, sponsoreret af den portugisiske ambassade.

Serien Manoel de Oliveira (7 film) vises fra torsdag den 3. december til søndag den 27. december.

BIO 12:30 – film for dig, der har tid midt på dagen

BIO 12:30 er film for alle, som værdsætter en god historie og gode skuespilpræstationer. Vi har en ny film på plakaten hver uge, og efter filmen er en kop kaffe og en småkage i Asta Bar inkluderet i billetprisen. Vi koncentrerer os om film, som handler om mennesker – de føler, lider, griner og er som alle os andre. BIO 12:30 lader tæppet gå hver tirsdag, onsdag og torsdag kl. 12.30.

BIO 12:30 i december: 1.-3. dec. ’Sommerglæder’ (1940). 8.-10. dec. ’Ved vejen’ (1988). 15.-17. dec. ’Elskede, jeg hader dig’ (1982). 22.-23. dec. ’Romance and Cigarettes’ (2005) – bemærk kun 2 forestillinger.

Fra alle os til alle jer - highlights fra året, der gik

I december byder Cinemateket på gensyn med nogle af årets helt store oplevelser. Film som har sat en særlig dagsorden, og film som fik Cinemateket til at rocke. Hvad med f.eks. at invitere en udvalgt julegodte til svensk vampyrfilm med ’Lad den rette komme ind’? (2008). Eller kom ind og se den Oscar-vindende dokumentar ’Man on Wire’ (2008) og Lars von Triers ’Antichrist’ (2009), som endte sit kontroversielle ridt med at vinde Nordisk Råds filmpris.

Serien Fra alle os til alle jer  (11 film) vises hele december.

GoodPlanet - klimafokus i Cinemateket

I dagene 8.-18. december rykker fonden GoodPlanet, der har miljøbevidsthed som fokus og fotografen Yann Arthus-Bertrand som leder, ind i Cinemateket. Yann Arthus-Bertrand har med foto-projektet ‘Jorden set fra himlen’ og debatfilmen ’Home’ (2009) tidligere sat klodens forandringer i fokus. GoodPlanet byder velkommen til både biografpublikum og ngo’er med et hyggeligt caféområde i Asta Bar. Her kan man møde ligesindede, tale med eksperter og diskutere verden over en kop te. Læs mere på www.goodplanet.org.

Goodplanet-programmet vises i perioden 8.-18. december.

 

Særarrangementer

Månedens Film: ’Bubble’ – independentfilm af reneste aftapning

"Alt ved filmen er modigt og innovativt," konkluderede filmkritikeren Roger Ebert i sin anmeldelse af 'Bubble' (2005). Det er independent-film af reneste aftapning: Fotograferet og klippet af instruktøren selv (under pseudonymerne Peter Andrews og Mary Ann Bernard) og optaget med et cast af ikke-professionelle skuespillere, hvis egne liv er integreret i den enkle, ligefremme historie. 'Bubble' er en påmindelse om, hvor usædvanlig og fascinerende Soderberghs stilistiske og produktionsmæssige zigzag-rute er.

’Bubble’ vises i perioden 4.-15. december kl. 19.15 (dog ikke den 7, 11 & 14. december).

Forpremiere på ’Precious’ – en fuldfed Sundance-vinder

'Precious' (2009) var første film som vandt publikumsprisen på både Sundance og Toronto Film Festival. Trods et vist eventyrligt islæt er det en overraskende barsk amerikansk fortælling. Den afroamerikanske pige Precious er alt andet end dyrebar for sine aggressive forældre; hun er både incestoffer og prygelknabe. Midt i tristessen byder filmen på sprudlende kreative drømmesekvenser. Vi er glade for at kunne præsentere filmen for Cinematekets publikum godt en måned før den danske premiere den 4. februar.

Onsdag den 30. december kl. 19.15.

Sneakbar – smugglimt fra dansk films fremtid

Fredag den 4. december viser vi fire nye film produceret af unge talentfulde filmskabere. Filmene er støttet af Filmværkstedet. Der er fri entré, og billetter kan bestilles fra den 20. november.

Fredag den 4. december kl. 19.15. Filmene vises også den 18. december kl. 19.15.

Storbysymfoni - Kosmorama præsenterer elektronisk filmkoncert

Det er navne, som på hver deres måde klinger af rytmisk pulserende storby, der fusionerer denne aften: Den tyske avantgarde-filmmager Walter Ruttmann (1887-1941) smelter for første gang sammen med tre af det københavnske nattelivs elektroniske tonemestre: DJ Buda og DJ T.O.M., der tilsammen udgør den meget aktive club-duo Lulu Rouge, samt keyboardspilleren Abdullah S (Jeppe Saugmann). Filmkoncerten omkring Ruttmanns ’Berlin – die Sinfonie der Grossstadt’ (1927) er arrangeret i samarbejde med filmmagasinet Kosmorama, der på dagen udkommer med et temanummer om storbyer på film.

Torsdag den 10. december kl. 21.15.

Eksperimental - Warholklassikeren ’Chelsea Girls’

Warhols tableauer af drag-queens, excentriske starletter og wannabees er et dyk ned i undergrundsscenen omkring The Factory og det legendariske kunstnerhotel Chelsea Hotel i 1960’ernes New York. I 12 minifilm af hver 35 minutters varighed fokuserer han på Warhol-personnager som Nico, Marie Menken, Ingrid Superstar og Pope Ondine. Al handling er improviseret, og Warhol lader som en voyeur nøgternt kameraet registrere hverdagens hændelser.

Onsdag den 30. december kl. 19.00.

Psych-Out - Eurotrash med ’Venus in Furs’

Erotik og horror er den såkaldte ’eurotrash’-films grundstof, som i hænderne på den spanske B-filmsinstruktør Jesús ’Jess’ Franco bliver til jazzmusik for øjnene. Det er især for sine stilfulde, erotiske horrorfilm omkring 1970, at han har høstet auteur-status. Aftenens årgangs-shocker ’Venus in Furs’ (1969) er en filmatisering af Leopold von Sacher-Masochs roman ’Venus im Pelz’ og et af Francos fineste øjeblikke.

Torsdag den 17. december kl. 21.00.

Lou Reed Late Night: ’Berlin’ – værkopførelse for fuld skrue

En værkopførelse af Lou Reeds ’Berlin’ (1973) havde spøgt i mere end 30 år, da Reed i 2006 endelig besluttede sig for at præsentere albummet i sin helhed – live i St. Ann's Warehouse, New York. ’Berlin’ er et af rockhistoriens smukkeste og sorteste arbejder. En ’rockopera’ fuld af fordømte skæbner, stofmisbrug og depression – og samtidig en atypisk og elegant orkestreret modsætning til 70’ernes glamrockende Reed.

Tirsdag den 29. december kl. 22.00. Med efterfølgende bar og DJ.

 

For medlemmer

Medlemsforpremiere: ’Mig og Melody’ – Mavesur romantik i bedste Woody-stil

’Mig og Melody’ er, som den danske titel antyder, et tilbagetog til den klassiske Woody, vi kender og elsker for film som ’Mig og Annie’. Det er en kærlighedserklæring til livets skævhed, til byen New York og alle dens neurotikere, og ikke mindst til kærligheden selv. Det er film fyldt med kynikere, men også en varm film om at turde forandre sig, og med en sund psykologisk realisme i kernen af det kantede hverdags-eventyr. Velkommen tilbage til Woody.

Tirsdag den 29. december kl. 19.00.

 

Børnenes cinematek

Børnebiffen - hver torsdag-lørdag + hver anden søndag

For de mindste børn viser vi flere animationsfilm om Pipungerne. Ellers er der jul på programmet med rig mulighed for at møde Cirkeline og hendes venner samt fejre Snowys jul. Vi viser spillefilmen 'Drengene fra 4. sal' hver anden søndag, en filmperle for de større børn, der viser venskab i en særlig svær sammenhæng. I juleferien viser vi kortfilm tirsdag og onsdag.

For flere eventyr i børnehøjde læs mere under Børnebiffens december-program. Fri entre.

Bio min Bio i juleferien – ’Peddersen og Findus’ og ’Karlas kabale’

Julen fejres i Bio min Bio med den godhjertede Hr. Peddersen og hans kære kat Findus, og med ungdommeligt kant i ’Karlas kabale’.

Peddersen er kommet til at love Findus, at julenissen vil komme på besøg juleaften. Som alle andre voksne tror Peddersen imidlertid ikke på julenissen, så han beslutter at bygge en "nissemaskine" for at opfylde kattens ønske. Det volder dog langt større problemer, end Peddersen havde forestillet sig.

Den ti-årige Karla har en julekabale, hun skal have til at gå op: hun vil allerhelst samle sin familie, så alle kan holde jul sammen. Men det er ikke nemt, især ikke når far og mor er skilt, og man desuden er udstyret med to irriterende mindre brødre, der hele tiden laver ballade.

Peddersen og Findus: Tirsdag den 22. og 29. december kl. 12.30. Karlas Kabale: Onsdag den 23. og 30. december kl. 12.30.

Bio min Bio - ’Happy Feet’, en storslået pingvin-musical

Pingviner er ikke bare søde. De er nuttede! Blandt de syngende kongepingviner fødes der én, som desværre ikke kan synge. Men han kan steppe! Livet som steppende pingvin er dog ikke nemt, og den unge pingvin Mumble må gå grueligt meget igennem for at finde sin stemme og plads i pingvinsamfundet. Højdepunkterne i animationsfilmen ’Happy Feet’ (2006) er en latino-udgave af 'My Way', samt nogle optrin, som ville have gjort den gamle filmkoreograf Busby Berkeley grøn af misundelse.

Søndag den 6. og 20. december kl. 12.30. 


Cinematekets december-program er på gaden. Billetbestilling og opdateringer på www.cinemateket.dk.