Cinemateket i november-december

PROGRAM. Press Play – digital eskapisme, udødelige Disney-film, Dennis Hopper – stjernepsykopat og hippie-rebel, nye film fra Portugal, 90 års russiske film, Epidemi-alarm! – bakterier og undtagelsestilstande samt et væld af festival-visninger og særarrangementer. Velkommen til november-december i Cinemateket.

Serier

Dennis Hopper – stjernepsykopat og hippie-rebel
Dennis Hopper (1936-2010) inkarnerede Hollywoods forvandling i 1960'erne. Den karismatiske instruktør, producent og skuespiller startende karrieren inden for resterne af det fallerede studiesystem og udviklede sig til en fandenivoldsk genreskaber. Vi præsenterer otte radikale film med Hopper bag og foran kameraet, herunder sjældenheder som ’Night Tide’ (i restaureret version) og ’The Last Movie’.

Serien (8 film) vises 1. november-21. december.

Press Play – digitale utopier og nye begyndelser
Simulerede digitale verdener. Steder, hvor en person kan tage på eventyr, udforske underbevidstheden, eller – som det ofte er tilfældet i filmhistorien – blive fanget. Press Play tager et væld af eksistentielle problemstillinger under lup, når virkeligheden ikke længere er en konstant størrelse. Bl.a. i ’Existenz’, ’Tron’ og ’World on a Wire’ (restaureret helaftensfilm) af koryfæer som Cronenberg, Lisberger og Fassbinder.

Serien (5 film) vises 1. november-27. december.

Ønskefilm – film valgt af publikum
I november-december byder Cinematekets ønskebrønd på ’Prinsessen holder fridag’, ’Clerks - Døgneren’, ’Dommedag nu’ og den tyske opera ’Rosenkavaleren’. Mindeværdige film, du måske aldrig fik set, som er ønsket af dine medcineaster og som bør opleves på det store lærred.

Serien (4 film) vises 1. november-27. december.

Danish on a Sunday – Danish film hits in English or with English subtitles
Paprika Steen in the award winning drama ’Applause’. ’Ballroom Dancer’ – an extraordinary close-up on Slavik who’s addicted to Latin American Dance. Gospel comedy ’Oh Happy Day’. Plus Kristian Levring’s stunningly new Western ’The Salvation’.

Serien (4 film) vises 2. november-14. december. 

Epidemi-alarm! – bakterier, vira og social undtagelsestilstand
Epidemier bryder ud, panik og paranoia breder sig, og den social-politiske infrastruktur kollapser. Seriens udvalg spænder over mere end et halvt århundrede – fra Elia Kazans ’Panik ’ (1950) over David Cronenbergs mesterværk 'Shivers' (1975) om en epidemi af ustyrligt seksuelt begær til indieproduktionen '[rec]' (2009), hvor virussen har 'besat' en boligblok. Den 2. december kl. 19.00 kan du møde forfatter Kim Fupz Aakeson til danmarkspremieren på ’Perfect Sense’ (2012), som han skrev det originale manuskript til. Kom desuden til åbningstemaaften med gæster, debat og filmklip præsenteret i samarbejde med CPH:DOX den 9. november kl. 19.30.

Serien (10 film) vises 9. november-28. december.

Udødelige Disney – tænk på det bedste, du ved …
Vi elsker dem. Bambi, Lady og Vagabonden, Mickey Mouse, junglebogsdyrene og alle de andre klassiske skikkelser fra Disneys katalog, der i mere end 70 år har budt på udbytterig underholdning for børn i alle aldre. Cinemateket hylder Disney-studiernes 'guldalder' i 1940-50'erne og 'renæssancen' i 1960-70'erne med en stor kavalkade, herunder særligt mange visninger i julemåneden.

Serien (11 film) vises 23. november-28. december.

Ny portugisisk film – prisbelønnede perler på kanten af virkeligheden
Ny portugisisk film bevæger sig ofte på grænsen mellem fiktion og dokumentarisme. Oplev fire nye prisbelønnede film, herunder Miguel Gomes’ uimodståelige romance ’Tabu’, der åbner serien den 9. december kl. 19.00.

Serien (4 film) vises 9.-28. december.

Klassikere fra Europas største filmstudie – Mosfilm 90 år
Det russiske filmstudie, Mosfilm, fejrer 90 års fødselsdag, og vi præsenterer ni af studiets helt store klassikere, herunder verdenspremiere på den restaurerede version af Eisensteins ’Ivan den grusomme’. Serien åbner den 11. december kl. 19.00 med den spektakulære, kritikerroste antikrigsfilm ’White Tiger’ (2012) og besøg af instruktør Karen Shakhnazarov, som samtidig er nuværende direktør for Mosfilm.

Serien (10 film) vises 11.-26. december.

Særarrangementer

Film og debat: Seksualoplysning i den muslimske verden
Dokumentarfilmen ’The Beloved Companion’ er blevet kaldt ”den første sexologiske film fra et islamisk land”. Hør om, hvordan det er at lave et oplysningsprojekt af denne kaliber, og om, hvilke samfundstendenser det berører.

1. november kl. 19.00.

Film og debat: Bethlehem – mød skuespilleren Tsahi Halevi
Mød skuespilleren Tsahi Halevi, der fik sit store gennembrud i Israel/Palæstina-dramaet ’Bethlehem’ fra 2013. Efter filmvisningen vil Halevi diskutere filmens tematik med publikum.

5. november kl. 19.15.

Psych-Out! November – The Emperor’s Naked Amry Marches On
Kultdokumentar om japansk krigsveteran, der opsøger sine tidligere ledere for at afdække en grusom hemmelighed fra krigens sidste dage. Rystende brutal, så er De advaret. Vanen tro med rejsegrammofon og bar inden filmen.

6. november kl. 19.00.

Friday Late Night november – Super Duper Alice Cooper
Kom med helt ud over scenekanten når CPH:DOX og Cinemateket præsenterer den turbulente historie om de utæmmede 1970’eres svar på Marilyn Manson! En hæsblæsende fortælling om transformationen fra velklædt skoledreng til læderindhyllet provokatør – Dr. Jekyll og Mr. Hyde på Fontex med alt det søde og sure, det indebærer. Med et overvældende gennemarbejdet foto- og videoarkiv, spøjse animationer og hovedpersonen selv som fortæller vækkes historien om Alice Cooper til live, så lærredet slår gnister.

7. november kl. 21.30 (bar fra kl. 20.00).

Fyraften i biblioteket – Fokus på David Lynch
Filmhusets Bibliotek & Billedarkiv lægger ramme og kaffe til diskussioner med afsæt i filmens mangeartede verden. Denne eftermiddag om Twin Peaks-hypede David Lynch, særligt med fokus på filmen ’Blue Velvet’ (som vises i Cinemateket i december). Dagens gæst er Andreas Halskov, der netop har udgivet bogen ’Paradoksets kunst – om David Lynch og hans film’.

11. november kl. 17.30-18.30.

Restaureret: Wake in Fright – genfunden Guldpalme-nomineret outback-thriller
’Wake in Fright’ var ude af cirkulation i næsten 30 år. Se den Martin Scorsese- og Nick Cave-hyldede australske outback-thriller for første gang herhjemme ved to særvisninger.

18. november kl. 21.45 og 11. december kl. 18.45.

Spirituel aktivisme – kan tro forandre verden?
Sognepræst Per Ramsdal og journalist Morten Steiniche diskuterer åndelighed og politik med afsæt i den canadiske filminstruktør Velcrow Rippers essayistiske rejsedokumentarer, når Cinemateket viser Rippers film ’Sacred Sacred’ (2004) og ’Occupy Love’ (2012). 

19. november kl. 21.30 og 23. november kl. 16.15.

Soirée Filles – eksklusiv aften skabt til venindepleje
Den 20. november krydser slyngveninderne, Naomi Watts og Robin Wright moralske grænser i filmen ’Perfect Mothers’, når de forelsker sig i hinandens sønner. Aftenen begynder med menu og cocktails i SULT kl. 17.00. Filmen begynder kl. 18.00.

20. november kl. 17.00.

SneakBar – Filmværkstedets nyeste film
Mød dansk films fremtid og se deres værker fredag den 21. november. Der er fest i AstaBar i forbindelse med visningerne.

21. november kl. 18.00 og 20.00.

Fra roman til film: Saragossa-manuskriptet
Forfatter og tidl. lektor ved Det Teologiske Fakultet Jørgen I. Jensen vil den 4. december diskutere filmen ’Manuskriptet fundet i Saragossa’ og bogen bag. Skal vi i vores dannelsesproces løftes op over enkelthederne og finde noget, som vi endnu ikke har ord for?

4. december kl. 19.00.

Friday Late Night december – Woodstock revisited
Festivalfilmen over alle festivalfilm - i den udvidede udgave med Jefferson Airplane og Jimi Hendrix for fuld udblæsning. Gennem tre legendariske dage i 1969 stillede instruktøren Michael Wadleighs, og hans crew (der bl.a. talte en ung Martin Scorsese) skarpt på alle tiders største og mest overrumplende event med kærlighed, fred, musik og 400.000 ekstatiske og hedonistiske mennesker som kalejdoskopisk omdrejningspunkt. Baren er åben fra kl. 18.30 og i pausen vender dagens DJ vinylskiver i diskoteket.

5. december kl. 19.00 (bar fra 18.30).

Nyt blik på Sally Potters avantgarde-musical The Gold Diggers
Fredag den 5. december sætter vi en nutidig lyskegle på ’The Gold Diggers’, Sally Potters nu kult-dyrkede spillefilmsdebut fra 1983. Mød bl.a. filmens medforfatter, den udstillingsaktuelle Rose English, til visningen.

5. december kl. 19.15.

Operasøndag – Rosenkavaleren
Oplev Richard Strauss’ ’Rosenkavaleren’ med Elisabeth Schwarzkopf, Herbert von Karajan, Wienerfilharmonikerne og introduktion af operaeksperten Jakob Levinsen. Billetten inkluderer forfriskninger ved visningens to pauser.

7. december kl. 16.00.

’Lemminge’ – Michael Hanekes tv-hovedværk med introduktion af Peter Schepelern
Oplev Michael Hanekes sjældent sete tv-serie ’Lemminge’ fra 1979 med introduktion af lektor Peter Schepelern. Haneke kaster sit misantropiske blik på sin egen hjemby Wiener Neustadt, i en undersøgelse af seksuel undertrykkelse, generationsskel og autoritet. Miniserie i to dele.

17. december kl. 19.00.

Psych-Out! December – Inficeret med Romero og Cronenberg
Som medspil til Cinematekets serie ’Epidemi-alarm!’ viser Psych-Out!-biffen to film for fuld bakteriel ublæsning – af to af 1970’ernes største genrefilmmestre George A. Romero og David Cronenberg, nemlig ’The Crazies’ (1973) og ’Blodig galskab’ (1977). På knitrende celluloid, naturligvis. Med pausegrammofon og bar.

18. december kl. 19.15.

Festivaler

CPH:DOX – Copenhagen International Documentary Film Festival
Virkeligheden vender tilbage, når CPH:DOX fra 6. til 16. november indtager København for 12. gang! 11 dage, 200 film, koncerter, fester, udstillinger, debatter, masterclasses, seminarer og ikke mindst masser af skæve events. Politisk og provokerende, smukt og livsnødvendigt, sjovt og sært – og altid med kunstnerisk kant.

CPH:DOX 6.-16. november. Cinemateket er festivalcentrum.

Danish Adventure Film Festival – take the Outdoor to the Indoor
Danish Adventure Film Festival byder på tidens mest spændende adventure-, rejse- og ekstremsportfilm med fokus på skiløb, klatring, kajaksejlads og surfing, klatring, MTB, terrænløb m.m. Tag jorden rundt og oplev suget i maven, som kun ægte eventyr giver.

Danish Adventure Film Festival 26.-30. november.

Månedens Film og Månedens Dokumentar

Månedens Dokumentar i november: We Come As Friends – neokolonialismens spøgelse
En rå, kompleks og brutalt realistisk dokumentarfilm om neokoloniseringen af Afrika, der hverken sparer os for ekstremerne eller pludselige anstrøg af chokerende, surrealistisk poesi. Den østrigske instruktør Hubert Sauper kaster et blik på Sydsudan, det tre år gamle land med en lang og kaotisk historie. Der er Q&A med instruktøren i forbindelse med premieren fredag den 14. november kl. 18.30.

Månedens Dokumentar ’We Come As Friends’ vises i samarbejde med CPH:DOX 14.-19. november.

Månedens Film i november: The Turning – australsk storværk om en lille by
’The Turning’ er en filmatisering af den australske forfatter Tim Wintons novellesamling om mennesker ved en skillevej. Oplev de australske stjerner Cate Blanchett og Hugo Weaving under hjemlige himmelstrøg samt Mia Wasikowska, der imponerer bag kameraet i sin instruktørdebut.

Månedens Film ’The Turning’ vises 19.-29. november.

Månedens Film i december: It’s a Wonderful Life – julefilmen over dem alle
Frank Capras sort/hvide juleklassiker ’It’s a Wonderful Life’ (’Det er herligt at leve’) fortæller om den helt igennem godhjertede familiefar og sparekassemand George Bailey (James Steward) og hans trængsler i Bedford Falls.

Månedens Film ’It’s a Wonderful Life’ vises 16.-28. december.

Mest for børn

 Verdens Bedste Børnefilm – meget mere Disney
Se fire af de bedste nyere Disney-film i tilgift til november-decembers klassikerkavalkade (se ovenfor), herunder geniscenesættelsen af historierne om 'Tarzan' og 'Skatteøen' (der i Disneys moderne fortolkning er blevet til sci-fi-eventyret 'Skatteplaneten'), den mytiske indianske fortælling 'Bjørne brødre' og sagnet om den forsvundne by 'Atlantis'.

Serien (4 film) vises 1. november-20.december.

Børnebiffen – film for de mindste
November står især i dyrenes tegn, og december byder på sne og julestemning til de mindste filmelskere med ’Hvor ligger juleland?’, ’Jims vinter’, ’Cirkeline – På med vanten’ og andre rare kortfilm. Varighed mellem 45-60 min per program. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder.

Børnebiffen torsdag-søndag 1. november-28. december.

Tid: November-december 2014
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.