Cinemateket januar 2001



Pressemeddelelse - København den
14-12-2000
CINEMATEKETJANUAR 2001
I det nye år
fortsætter Cinemateket med en lang række filmserier, der skulle kunne
glæde enhver filmelsker. I januar lægger Cinemateket blandt andet ud
med film der prægede 1990'erne, nyrestaurerede kopier af amerikanske og
danske klassikere, jødisk filmfestival og en serie af Patrice Lecontes
film.
90'er
film
Med udgangspunkt i
filmantologien "Film & Fin de Siècle - essays om 90'ernes film" der
udkom i november 2000, præsenterer Cinemateket en række film, kendte som
mindre kendte, der prægede 1990'ernes filmlandskab.

Oplev film som
'The Truman Show', 'Life on Earth', 'Blue in the Face', 'Smagen af
kirsebær', 'Eyes Wide Shut', 'GoodFellas' og 'Alt om min mor'.
Ved visningen af 'Blue
in the Face', torsdag den 11. januar, vil de to redaktører, Peter
Christensen og Bo Tao Michaëlis, fortælle om bogen "Film & Fin de
Siècle" og introducere Paul Auster og 'Blue in the Face'.
American
Beauties

Det er vanskeligt at komme udenom, at den amerikanske film mere
end nogen anden dominerede det 20. århundrede. Millioner af mennesker verden
over har delt de samme oplevelser - såvel glædelige
som sørgelige - gennem den.
Cinemateket er derfor stolt over
at kunne præsentere i samarbejde med United Staes Department of States,
Library of Congress og Den Amerikanske Ambassade i København en unik
samling af nyrestaurerede kopier af amerikanske klassikere fra det 20.
århundrede.
Kopierne i denne serie,
der består af 15 film, er doneret af studierne - Columbia, Disney, Fox,
MGM/UA, Paramount og Warner - og der er tale om helt nye og fejlfrie
kopier, som dermed er sikret for eftertiden. En af grundtankerne bag
serien er, at filmene skal ses og ikke tilbringe et trist liv på en hylde
i et arkiv. Derfor vises filmene i en lang række europæiske lande i løbet
af 2001.
Cinemateket viser i
januar alle 15 nyrestaurerede film, der blandt andet tæller 'Dr.
Strangelove', 'On the Waterfront', 'Raging Bull', 'The Searchers',
'Shane', 'Carmen Jones', 'Some Like it Hot' og Disneys tegnefilm 'Snehvide
og de syv dværge'.
I forbindelse med serien
American Beauties udgives der et specielt program, der kan fås i
Cinemateket.
Danske
skønheder
I forlængelse af serien American
Beauties præsenterer vi en lille serie restaurerede og dermed sikrede film
fra den danske filmskat.
I forbindelse med Filminstituttets handlingsplan og
merbevilling til filmområdet, har filmarkivet fået mulighed for at
intensivere arbejdet med at sikre den danske film og gøre den tilgængelig.
Sikringsarbejdet for
spillefilmenes vedkommende arbejder efter en plan der har udpeget 100
centrale danske film, som i hvert fald skal være sikret og til rådighed i
en god visningskopi.
Serien indbefatter Dreyers
'Præsidenten', August Bloms 'Kærlighedns magt', Gabriel Axels 'Den røde
kappe' og Bent Christensens
'Harry og kammer-tjeneren'.
Seriens film viser forskellige
aspekter af og problemer i restaurerings- og sikringsarbejdet og disse vil
blive diskuteret på et seminar der afholdes tirsdag den 10. januar i
Cinemateket.
Jødisk
filmfestival
I flere europæiske lande har der år efter år været
afholdt jødisk filmfestival, men aldrig i Danmark. Det bliver der nu rådet
bod på. Cinemateket afholder fra torsdag den
18. januar en 4 dags filmfestival med det overordnede tema; jødisk liv og
tradition.
Festivalen er arrangeret af
Kerstin Allroth-Denrick, Anne Boukris, Per Katz og Jette Zylber, der har
valgt en række spille- og dokumentarfilm, der alle viser det jødiske
samfund og dets kultur.
Alle filmene er nye produktioner
og festivalen åbner med en stor fest og verdenspremiere på den danske film
'Keep on Walking', der handler om den amerikanske jøde Joshua Nelson, der
både er lærer i hebræisk og gospelsanger. Det er en film om de skarpe
forskelle mellem jøder og sorte - mellem jødedom og
kristendom.
Patrice
Leconte
Den franske instruktør Patrice
Leconte har i en del år haft et trofast publikum i Danmark og kan netop nu
opleves i de kommercielle biografer med filmen 'Pigen på broen'.

Leconte blev født i Paris i 1947 og debuterede som
filminstruktør i 1973 efter endt uddannelse fra filmskolen L'IDHEC.
Lecontes film kendetegnes oftest på den smukke blanding af drama og
komedie, hvor han ikke går af vejen for at udlevere franskmændenes
seksuelle dobbeltmoral. Hans vel nok mest kendte film : 'Monsieur Hire' og
'Frisøsens mand', fra 1989 og 1990, sikrede ham et dansk publikum.
Cinemateket giver plads til latteren og viser disse to
film samt 'Vi kupper kasinoet', 'Tandem', 'Tango' og 'De
latterlige'.
Shakespeare
I november viste Cinemateket en
række film med forlæg af Shakespeare. Fælles for disse film var, at de
alle var tro mod forlægget. I januar viser Cinemateket seks film der alle
trækker på Shakespeares stykker, men som alle forholder sig mere frit til
forlægget.
Oplev blandt andet Gus Van Sants
'My Own Private Idaho', Al Pacinos 'Looking For Richard' og John Maddens
Oscar-vinder 'Shakespeare In Love'.
Gøg &
Gokke
Oliver Hardy (Gokke) ville være
blevet 109 år den 18. januar 2001. Det fejrer vi den 17. januar ved at
vise to af komikerparrets største succeser : 'Ørkenens sønner' fra 1933 og
'Røg i køkkenet' fra 1932.Ulrich Breuning, præsident for det danske
Gøg & Gokke-selskab Tit & Tat, introducerer den udødelige duo og
efter forstillingen byder Cinemateket på et glas vi i foyeren.
Mød Mette
Hjort og Ib Bondebjerg
Med udgangspunkt i bogen
"Instruktørens blik. En interviewbog om dansk film", der netop er udkommet
på forlaget Rosinante, taler de to redaktører Mette Hjort og Ib Bondebjerg
om det at interviewe 19 danske instruktører fra Gabriel Axel til Thomas
Vinterberg. De vil også gennemgå de tendenser, indsigter og synspunkter
som interviewene blotlægger i dansk film netop nu, hvor den nationale og
internationale succes er så stor.
Oplægget vil ikke alene blive
krydret med udsagn og pointer fra de mange interviews, men også med
udvalgte klip fra nogle af de 19 instruktørers film - fra 50'ernes danske
film til nutidens nye bølger og genrer.Arrangementet foregår i
Cinemateket torsdag den 25. januar kl.19:00.
Cinematkets januar-program er på gaden torsdag den 21.
december og kan fås i Cinemateket, Gothersgade 55, eller på
bibliotekerne.